Jeg må tilstå, at burgere er ét af de måltider, som jeg aldrig bliver træt af – de kan varieres på et utal af måder og jeg elsker både vegetarburgere og burgere med en stor, saftig bøf. I min bog “Low Carb fra The Food Club” er der faktisk to burgeropskrifter; en “almindelig” cheese/bacon burger, og så disse vaffelburgere med vegetariske bøffer. Normalt spiser jeg burgere med grøntsagsbrød i stedet for almindelige burgerboller – opskriften på mine grøntsagsbrød kan du også finde i min Low Carb bog eller lige her hvor de er brugt til hot-dogs.
Vaffelburgere med quinoabøf og hvidløgsmayo, 4 pers.
25 g kulhydrat pr. person
Disse små vaffelburgere er en sjov og anderledes variant til almindelige burgere. Saml alle burgerne og stil dem på et fad ind på bordet – er helt sikker på, at det både falder i børn og voksnes smag. Jeg har valgt en vegetar-udgave, men du kan også lave små oksekødsbøffer i stedet.
Vafler:
2 æg, str. M
1,5 dl mælk
100 g alm. mandelmel
40 g hørfrømel
1 tsk bagepulver
et nip salt
olie eller smør til stegning
Bøffer:
½ dl hvid quinoa
200 g blomkål
1 dl ærter, optøede
2 æg, str. M
50 g feta
2 spsk alm. mandelmel
2 spsk kokosfibermel
salt og peber
kokosolie til stegning
Andet:
1 moden avocado, i tynde skiver
1 rødløg, i tynde skiver
grøn salat el. baby spinat
Ketchup, find min opskrift lige her
Mayo tilsat revet hvidløg
Rør alle ingredienserne til vaffeldejen rigtig godt sammen, indtil dejen er glat og uden klumper. Varm vaffeljernet rigtig godt op, og pensl pladerne med olie eller smør. Kom 3-4 spsk dej ind midt på jernet, og bag vaflerne i ca. 4 minutter, eller indtil de er gyldne og sprøde. Fortsæt til al dejen er brugt op – opskriften giver ca. 4 omgange.
Skyl quinoa grundigt og kog det efter anvisning på pakken – lad det køle af. Kom blomkål, ærter, æg og feta i en foodprocessor og blend det rigtig godt sammen. Rør mandelmel, kokosfibermel, salt, peber og quinoa i blandingen, og stil det på køl i ca. 20 minutter. Farsen må ikke være for våd, så tilsæt mere mel, hvis den virker for klistret.
Varm olie op i en pande, og form farsen til små bøffer, og steg dem gyldne og sprøde – ca. 5-6 minutter på hver side. Hvis der bliver for mange bøffer, så gem dem endelig til madpakken næste dag.
Byg burgerne mellem to vaffelhjerter og smør ketchup og mayo på dem og læg bøf, salat, løg og avocado ind imellem – fortsæt indtil vaflerne er brugt op. Servér burgerne det samme fx. på et stort fad.
*****************
HUSK: Du kan købe min seneste kogebog “Low Carb fra The Food Club” lige her. Bogen er en uhøjtidelig SUNDHEDSBOG, der sætter fokus på, hvordan man nemt kan lave mad med færre kulhydrater og i stedet med masser af GRØNTSAGER, gode fedtstoffer og proteiner. Få 80 fantastiske opskrifter på sund, velsmagende LOW CARB-mad. Det betyder få kulhydrater, intet tilsat sukker og ingen forarbejdede fødevarer.
7 kommentarer
De ser lækre ud, hvor kan man købe de fine pinde, der holder dem sammen?
Dem har jeg købt for en del år siden i METRO :-)
Sjov idé. Det må jeg prøve
Tak :-)
Jeg er vild med dine opskrifter, Ditte (og må vist se at få købt dine kogebøger). Når du nu skriver “alm. mandelmel”, mener du så bare mandler, som du selv har malet fint til mel? Og hvad med hørfrømel?
Tak for inspiration på din blog :-)
Hej Jimmi, Ja, det er lige præcis det jeg mener. Der findes nemlig også fedtreduceret mandelmel, og det bruger jeg ikke i mine opskrifter. Hørfrømel er også bare hørfrø som males til fint mel :-)
Super :-). Tak for det.