For præcis et år siden udkom min bog “Mit Grønne Køkken”, som er en kogebog fyldt med grønne retter – faktisk indeholder bogen 80 opskrifter, som alle er grønne og uden kød. Bogens fokus er, at det skal være nemt, overskueligt og lækkert at spise flere grøntsager i hverdagen. Hvis du mangler inspiration til, hvordan du får flere grøntsager indenbords, så kan det være, at bogen lige er noget for dig. Jeg ELSKER grøntsager og man kan nok beskrive mig som typen, der bliver mere opstemt over et bundt smukke radiser end et par nye sko – jeg kan blive helt høj over at gå rundt på et grøntsagsmarked, og min hjerner begynder straks at finde på nye retter med alle de lækre grøntsager. Jeg er fuld bevidst om at grøntsager er sunde og fyldt med alverdens gode ting, men jeg spiser dem fordi det er rigtig, levende og smagfuld mad.
Jeg har besluttet, at jeg hver mandag vil dele en vegetarisk opskrift her på bloggen – så hold øje fremover om mandagen (hvis der er stemning for det?) De fleste ved nok, at grøntsager er sunde, og jeg kunne bruge lang tid på at forklare om alle de sundhedsmæssige gevinster ved et stort indtag af grøntsager. De indeholder masse af gode fibre, vitaminer og mineraler, som alle er gavnlige for vores kroppe og helbred. Grøntsager giver god mæthed, mens de samtidig har et lavt indhold af kalorier. Derudover er de meget billigere end kød og knap så skadelige for miljøet at producere. Ved at spise sæsonens grønt bliver du aldrig træt af en bestemt grøntsag og når grøntsagerne er i sæson har de samtidig det højeste næringsindhold.
Grøntsager er selvsagt en vigtig del af en sund kost, og derfor indgår de naturligvis også i vores kostråd, der anbefaler at spise 600 gram frugt og grønt om dagen, hvoraf mindst halvdelen skal være grøntsager. Jeg har samlet nogle af mine bedste tips til, hvordan du får flere grøntsager ind i kosten og hvordan de bliver mest velsmagende.
TIPS TIL AT SPISE MERE GRØNT:
1. Du kan sagtens bruge frostgrønt med god samvittighed – de indeholder de samme vitaminer som friske grøntsager og forskning tyder på, at de frosne faktisk kan indeholde flere vitaminer end friske grøntsager.
2. Lav store portioner salat, så du har til flere dage – pak det ned i poser eller bokse, så kan det sagtens holde sig frisk i flere dage. Vent med at tilsætte dressing og fx. nødder til salaten skal serveres. Lav salater klar i syltetøjsglas og tag det med i skole eller på jobbet.
3. Forbered et stort glas dressing, så du har til 1 eller 2 uger.
4. Kom forskellige grøntsager i dine gryderetter – det er nemt at kamuflere mange grøntsager på den måde
5. Brug dine grøntsagsrester til fx. suppe, fond eller smoothies.
6. Lav madplaner hver uge og sørg for at der er grøntsager på menuen hver dag – hav evt. også en vegetarisk dag om ugen. Ved at lave madplaner får du et bedre overblik over dine rester, og kan på den måde undgå madspild.
7.. Brug en aften om ugen på at snitte en masse grønt, lave en dressing, koge nogle æg, quinoa, spelt, hakke nødder – på den måde har du altid ingredienserne til en god, mættende salat.
8.. Hav en dag om ugen hvor du laver “salatbar” til aften – det er fx. en god måde at få børn til at spise mere grønt på, og du kan samtidig få brugt nogle rester. Skær alle dine grøntsager ud i mundrette stykker og kom dem i små skåle. Rist nogle rodfrugter, skær lidt ost i tern, rist nogle nødder, rør en god dressing, brug syltede grøntsager, kogte æg, humus, kogt pasta – du kan bruge det meste, og så kan man selv blande sin salat – det er ofte et stort hit, og der ryger let mange grøntsager ned.
TIPS TIL DE GRØNNE RETTER:
1.. Sørg altid for at krydre dine grøntsager godt – smag altid til undervejs
2.. Når du laver salater, så sørg for at lave en rigtig god dressing til – det er vigtigt at salater og grøntsager generelt får masser af smag, ellers kan det hurtigt blive en kedelig og smagsløs fornøjelse
3.. Tænk i konsistenser og smage – din grøntsagsret skal gerne indeholde noget salt, syrligt, sødt, sprødt, blødt og knasende – på den måde bliver du bedst stimuleret når du spiser
4.. Dine grøntsager skal have fedt – på den måde kan du bedre optage de gode, fedtopløselige vitaminer fra grøntsagerne
5.. Sørg for at opbevare dine grøntsager ordentligt – få dem vasket, pakket ud, evt. lagt i en beholder/plastpose og på køl i grøntsagsskuffen
6.. Brug masser af krydderurter – det giver god smag og er sundt
7.. Små ting som citronsaft, citronskal, hakkede nødder, god olivenolie kan gøre underværker for dine grøntsager.
9 kommentarer
Hurra for en fast opskrift dag! Jeg elsker dine vegetariske opskrift, og det gør min mand også, selvom vi er kødædere. Men vi har en vegetarisk aften om ugen, og der topper dine opskrifter sammen med greenkitchenstories
Det er jeg glad for at høre – så vil jeg gå videre med min idé :-)
Rigtig god ide med “grøn mandag”. Det vil jeg glæde mig meget til :-)
Perfekt – så vil jeg kaste mig ud i det!
Jeg vil glæde mig til inspiration til vegetariske måltider :-)
Dejligt at høre :-)
Alle tiders ide :-) Jeg er meget glad for din kogebog “Mit grønne køkken” – fra den henter jeg masser af god inspiration til lækre og velsmagende retter!
Jeg glæder mig til mandag .-))
Selvom jeg også elsker grøntsager, så vil jeg hellere købe sko;-)
Men du har da en pointe i at det er usandsynligt lækkert at gå rundt på et grøntsagsmarked og snuse og købe lækkerier ind, som man ved at man senere skal kreere en lækker ret af!
Spis mindre kød og skån miljøet, sådan er der bare !!
Og derfor super ide med en vegetarisk mandag, det vil glæde mig til :)
Jeg har din smukke bog “mit grønne køkken” – den kan klart anbefales.
Også gerne lidt kage opskrifter med grønt i ønskes ;-)
God sommer i det grønne..