Sikke tiden flyver afsted og før vi for set os om træder vi ind i et nyt år – mit år har primært bestået af arbejde, og jeg har ikke været så god til at holde fri. Men heldigvis går jeg en december måned i møde, hvor der er plads til lidt fridage og tiltrængt ferie. Meget spontant har min mand og jeg booket flybilletter til Barcelona midt i december, og jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg glæder mig – hvis I skulle ligge inde med gode tips og anbefalinger (gerne omhandlende mad), så modtages de med kyshånd.
Og nu til den svenske pølseret – faktisk fik jeg i min barndom ikke svensk pølseret, men derimod Anders Ands pølseret, som dog er to identiske retter. Opskriften er fra en Disney kogebog, som min søster og jeg har brugt til hudløshed. Udover Anders Ands pølseret var der Hexia de Tricks gaffelkager, Fætter Gufs drømmepandekager og mange andre gode sager.
Jeg er stadig vild med Anders Ands pølseret, som den fortsat får lov til at hedde hjemme hos mig, men jeg har lavet den en smule om, så den nu har fået et mere rustikt og nordisk touch – og jeg må tilstå, at den faktisk er bedre end den klassiske udgave. Det er vigtigt for mig, at retten indeholder nogle rigtig gode råvarer, især pølserne, så jeg vil anbefale at bruge nogle rigtig gode (gerne øko) pølser med masser af smag til retten.
{ Nordisk pølseret }
4 personer
5 gode frankfurtere
4 pastinakker
½ knoldselleri
1 rødløg
2 spsk smør eller ghee
2 tsk paprika
2 spsk tomatpuré
1,5 – 2 dl piskefløde
2,5 dl mælk
4 spsk ketchup
salt og peber
Pynt:
frisk timian
Skræl og skær pastinakker og selleri i små tern. Skær pølserne ud i skiver á 0,5-1 cm. Pil og hak løget. Varm smør op i en sauterpande og svits løget i ca. 1 min. Tilsæt paprika, pølser, pastinak og selleri, og lad det svitse med i ca. 6-8 min indtil det hele bliver gyldent.
Skru ned til jævn varme og tilsæt tomatpuré, fløde, mælk og ketchup, og vend det hele godt sammen. Lad retten simre i ca. 30 min. eller til rodfrugterne er møre – smag til med salt og peber. Servér retten med friske urter og fx. en sprød salat til.
11 kommentarer
Ej den bog har vi også stadig stående hjemme hos mine forældre. Vi opskriften på havregrynskugler hvert år – det skal være den opskrift ellers er verden af lave ;) Din udgave af svensk pølseret lyder noget bedre en originalen, jeg har faktisk aldrig kunne lide det, da jeg virkelig ikke et fan af kogte kartofler. Men så må jeg jo prøve din!
Guuuuuuud ja – havregrynskugler… dem har jeg også lavet med min søster en del gange :-) Kan varmt anbefale denne version af svensk pølseret – jeg er nemlig heller ikke den store fan af kogte kartofler!
Mega flotte billeder. Hvilket objektiv bruger du?
Tak – jeg bruger 50mm 1.4 :-)
Tak for svar. Bruger du noget lys eller noget når du tager billeder?
Jeg bruger naturligt lys
Tusind tak for en fantastisk blog! Jeg har haft glæde af dine rejseguides op til flere gange.
Barcelona er ét af de bedste steder, jeg har spist. Du må ikke gå glip af det vegetariske sted: Teresa Charles (http://www.teresacarles.com/tc/eng) eller Tapas 24 – den bedste tapasoplevelse, jeg har haft (http://www.tapas24.ca/). Tror også, du vil synes ret godt om det her økologiske supermarked/café/restaurant (http://www.tribuwoki.com/restaurante/woki-organic-market-marimon/).
Rigtig god tur.
Tusind TAK – sikke nogle gode anbefalinger… Jeg vil helt sikkert tjekke alle stederne ud :-)
Hej, en rigtig godt autentisk (og fantastisk) tapas sted der hedder Quimet & Quimet er værd et besøg. Mvh
Uhhhhh, mange tak for anbefalingen :-)
Hvor mange gram kartofler vil du umiddelbart bytte knoldsellerien og pastinakkerne ud med, hvis den skal laves på den klassiske måde?