Jeg er bestemt tilhænger af, at julen skal være fyldt med god mad og søde sager, men alt med måde, og bare fordi det er jul, så har min mave ikke mere plads end normalt. Jeg gider ikke spilde min tid eller kalorieindtag på dårligt konfekt eller masseproducerede småkager, så derfor laver jeg det selv – både for at vide hvad det indeholder, og fordi jeg tror på, at den høje kvalitet bevirker at man/jeg spiser mindre.
Jeg har samlet nogle opskrifter, der enten kan bruges som det søde indslag i juledagene eller pakkes fint ind og foræres væk i gave.
Rocky road med nødder, ca. 18-20 stk:
Opskriften giver en stor portion, og jeg vil anbefale at skære konfekten ud i små tern.
250 god, mørk chokolade (jeg brugte mørk chokolade 85% fra AMMA)
60 g mandler
25 g usaltede pistacienødder
60-70 g tørrede tranebær (uden sukker)
1 tsk rå lakridspulver
2-3 spsk frysetørrede bær, fx hindbær
Smelt chokoladen forsigtigt over et vandbad – sørg for at temperere chokoladen ordentligt. Hak mandler og pistacienødder groft. Hæld den smeltede chokolade over nødder, tranebær, lakrids og frysetørrede bær – rør det hele godt sammen. Hæld massen i en lille form/bradepande med bagepapir og pynt med en smule frysetørrede bær. Sæt formen på køl i ca. 3 timer, hvorefter massen skæres ud i små tern og opbevares i en dåse på køl.
Det er faktisk nemt at lave sine egne karameller, men det er vigtigt at have styr på temperaturen, så jeg vil anbefale at bruge et sukkertermometer. Første gang jeg lavede disse karameller fik de for meget varme, og blev til bolcher i stedet for karameller. Da jeg lavede dem igen i går blev de helt perfekte. Jeg har brugt denne opskrift, som jeg synes giver gode, seje karameller.
Karameller med havsalt – giver rigtig mange karameller,
500 ml piskefløde
50 g smør
1 tsk ren vaniljepulver
500 g sukker
120 g glukosesirup
Kom alle ingredienserne i en stor gryde og varm blandingen op ved medium varme – lad karamelmassen koge indtil det når en temperatur på 122 grader (det kan tage op til 20 min). Tag gryden af varmen og hæld karamelmassen i en form (25*20 cm), beklædt med bagepapir. Drys overfladen med havsalt eller fx lakridspulver. Stil massen på køl i ca. 2 timer, hvorefter den skæres eller klippes ud i små stykker, som pakkes ind i bagepapir.
Chokoladebark eller chokoladebrud går i al sin enkelthed ud på at temperere chokolade, smøre det tyndt ud på et stykke bagepapir, pynte det og knække det i stykker når chokoladen er stivnet. Denne opskrift giver en lille portion, så husk at gange den op, hvis du skal lave meget. Jeg kan virkelig anbefale kombinationen af hvid chokolade, pebermynte og havtorn – det smager himmelsk.
Hvid chokoladebark med pebermynte og bær:
100 g god, hvid chokolade
2-4 dråber pebermynteolie
frysetørrede hindbær, blåbær og havtorn
Hak chokoladen fint og smelt den forsigtigt over et vandbad – sørg for at temperere chokoladen rigtigt (læs mere her). Når chokoladen er smeltet røres pebermynteolien i, og chokoladen spredes ud på at stykke bagepapir – drys med frysetørrede bær og stil chokoladen på køl. Når chokoladen er stivnet kan den brækkes ud i små stykker og evt. pakkes i små poser, og gives væk som en lille sød gave.
★ Glædelig jul ★
16 kommentarer
Jeg går også all-in for spiselige julegaver! I år står det på pebernødder, vaniljekranse og fudge, til familien :-)
Mmm, lækkert – glædelig jul.
Tak for dejlig inspiration og RASENDE smukke billeder
Tak fordi du læser med – ha’ en skøn jul.
Mmmh – har også allerede lavet en masse karameller … og spist dem… haha :)
De er bare så gode – jeg har sørget for at pakke alle mine ind til gaver, så jeg ikke spiser dem ;-)
Skøn inspiration, du her kommer med. Jeg har lavet dine Rocky Road, nu venter jeg bare på, massen skal blive kold, så jeg kan skære den ud i “små” stykker :-)) Det skal prøve smages i aften til en god kop kaffe!
Kh Inger
Uhmmmm, lækkert :-) Nyd det – god aften.
Ih, det ser som altid super lækkert ud! Ved du om man kan bruge andre former for sirup i stedet for glucosesirup eller skal man helst på jagt efter det?
Jeg tror sagtens du kan bruge alm lys sirup. Du kan finde glukosesirup i de fleste supermarkeder :-)
Man kan næsten stille sin lækkersult alene ved at se på de billeder – du godeste, de er flotte! :) Hvor køber du pebermynteolie?
Tusind tak – hvor er du sød. Mht. pebermynteolie, så kan det købes mange steder, bl.a Matas, apoteket, helsekostbutikker og i nogle supermarkeder :-)
Genial idé med dine spiselige gaver.
Vil ønske du og dine kære en rigtig glædelig jul.
Tina Hoffbeck
http://www.mariahoffbeck.blogspot.com
Tusind tak, Tina og glædelig jul til dig.
Tror du at det er muligt, at lave karamellerne uden et termometer?
Fra Anette (som sukker efter at lave sine egne karameller!)
Åhhhh, jeg vil ikke anbefale det… Hvis karamel-massen får lidt får meget bliver karamellerne meget hårde, så det er vigtigt at kunne aflæse temperaturen nøjagtigt :-)