Egentlig er jeg ikke den store julefan – og med det mener jeg, at jeg ikke går specielt meget op i selve juleaften eller juledagene. Når det er sagt, så er der mange aspekter af vinter og december jeg rigtig godt kan lide, fx krydderierne, duftene, simreretter, varme drikke og hygge indenfor.
Jeg har samlet lidt forskellige godter, som alle er nogle jeg hygger mig med når december melder sig – jeg arbejder også på et blogindlæg om spiselige julegaver, som jeg håber bliver færdig inden jul. Indtil da, så er her lidt idéer til hvordan der kan sniges lidt ekstra forkælelse ind i løbet af december.
Chai-latte, 2 pers.:
4 dl mælk
1 dl vand
10 g frisk ingefær, revet
4 kardemommekapsler
1 stjerneanis
1 kanelstang
1 tsk ren vaniljepulver
2 spsk sort the, fx julete eller chaite
2-3 spsk honning
stødt kanel
Kom 2 dl mælk, vand, revet ingefær, kardemomme, anis, kanelstang, vanilje og sort te i en gryde og varm det op til kogepunktet under omrøring. Når det næsten koger tilsættes honning og gryden tages af varmen. Hæld blandingen igennem en fin sigte og fordel te’en i to glas. Skum de resterende 2 dl mælk i en mælkeskummer/steamer og fordel mælkeskummet i glassene. Drys med en smule stødt kanel inden servering.
Dadelkugler med hasselnødder og lakrids, 10 stk.:
8-10 soltørrede dadler uden sten
1 spsk kokosolie
30 g kokos
40 g hasselnødder
2 spsk kakao
1 tsk lakridspulver
1-2 tsk vand
Skær dadlerne i små stykker. Varm en pande godt op, kom kokosolie på og steg dadelstykkerne i nogle få minutter indtil de bliver helt bløde – det gør det meget nemmere at blende dadlerne.
Kom dadler, kokos, hasselnødder, kakao og lakridspulver i en blender eller foodprocessor og blend indtil det bliver til en ensartet masse – tilsæt lidt vand undervejs. Tril små kugler af massen og rul dem i kakao, sesamfrø, kokos, smeltet chokolade eller andet godt. Opbevares i køleskabet.
Æbleskiver med kardemomme og æbletern, ca. 25 stk:
340 g hvedemel
et nip salt
1 spsk rørsukker
1/2 tsk bagepulver
1 tsk stødt kardemomme
3 æg, str L
4 dl kærnemælk
ca. 65 g smør
2 æbler, i små tern
Rør mel, salt, sukker, bagepulver og kardemomme sammen. Del æggene i hvider og blommer. Rør blommerne sammen med kærnemælk, og bland det derefter sammen med de tørre ingredienser. Rør indtil dejen er lind og uden klumper. Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i dejen.
Fordel 1/2 tsk smør i hvert hul i æbleskivepanden, og kom derefter en stor skefuld dej i hvert hul. Bag æbleskiverne ved medium varme indtil de er gyldne og sprøde, ca 2-3 minutter. Vend skiverne en kvart omgang, fx ved hjælp af en gaffel, strikkepind eller træspyd – kom en smule ekstra dej ind i æbleskivens midte sammen med små æbletern. På denne måde vil dine æbleskiver blive flotte og runde. Vend æbleskiverne så alle sider bliver bagt – de skal bage ca. 4-6 minutter i alt.
Servér æbleskiverne med syltetøj og flormelis.
De små konfekt-kugler er ultra nemme at lave, og kræver kun tre ingredienser. Hvis du ikke er så vild med lakrids, så brug andre smagsgivere, fx kanel, orange, frysetørrede bær, kaffe eller pebermynte. Her kommer min opskrift på lakridskonfekt, som fx kan bruges på jule-konfekt-bordet til at supplere den klassiske konfekt.
Der er ingen mål på opskriften, men smag dig frem til, hvor meget lakridspulver der skal i.
Nem lakridskonfekt:
Marcipan
Lakridspulver
Mørk chokolade
Ælt marcipanen sammen med lakridspulver. Rul små kugler af marcipanen. Smelt chokoladen ved svag varme, og vend kuglerne i chokoladen. Pynt kuglerne med finthakkede nødder, lakridspulver eller anden form for pynt. Opbevar konfekten på køl indtil den skal serveres.
HUSK: at deltage i dagens julekonkurrence hos Anette’s Beautyspace, hvor du kan vinde smukke sager fra Origins.
5 kommentarer
Sikke nogle lækre opskrifter. Og sikke et fint glas din chai-latte er i! Hvor er det mon fra?
Tak! Jeg har købt glassene i Lagerhaus i Malmø. Har også set dem i Notre Dame og Kaffeslabberas’en i København :-)
Hvor ser det lækkert ud, chaien og dadelkuglerne skal afprøves snarest muligt :)
Ved du hvor man kan købe julekaffen? Kan ikke se den på deres hjemmeside, hm..
Prøv at sende dem en mail – jeg ved det desværre ikke.