Min weekend blev tilbragt på Samsø i anledning af, at to unge smukke mennesker skulle giftes. Brylluppet blev afholdt på Hotel & Restaurant Strandlyst tæt ved Ballen; et fantastisk sted i fantastiske omgivelser.
Vi fik meget mad, meget god mad og drinks med kolorit på! Samsø byder på rigtig gode råvarer, som bl.a. skyldes deres gode landbrugsjord og det milde klima. Der er mere til Samsø end bare kartofler. De dyrker mange forskellige frugter og grøntsager, som kan købes i de danske supermarkeder, men overalt på Samsø er der små boder langs vejene, som sælger kartofler, jordbær, ærter, squash og mange andre lækkerier. Samsø afholder oven i købet en råvarefestival, som finder sted den sidste weekend i august i Tranebjerg. Desværre oplevede jeg ikke festivalen, men jeg gik bestemt ikke glip af noget på den gastronomiske front. Jeg fik rig mulighed for at smage hvad Samsø gemmer på, både til bryllupsmiddagen, men også på Røgeriet, hvor der blev indtaget fiskefrikadeller med masser af remo.
Hotel Strandlyst leverede en pragtfuld smagsoplevelse, men kan også anbefales på baggrund af deres beliggenhed, service og faciliteter.
Jeg kunne ikke lade være med at knipse løs af det iøjenfaldende mad og de indbydende bryllupskager, så her er en række blandede bolcher af hvad jeg indtog denne weekend.
Overdådige, smukke bryllupskager
Lækre farverige fingerhapsere
Bryllupsmenuen bestod af fire retter; heriblandt fisk, rygeost, okse og bær fra Samsø i selskab med skøn vin.