Sent i går aftes landede jeg, efter en dejlig solrig ferie, i min egen seng og har sovet ualmindeligt længe i dag. Det første jeg gik i gang med var dette blogindlæg, for det slog mig pludselig, at det er alt for længe siden jeg sidst har blogget. Så jeg må pakke ud og handle ind senere, for nu handler det om is.
På min ferie, som bl.a gik til Lissabon, Casablanca og Malaga, var indtaget af is virkelig ikke godt – faktisk blev det kun til en enkelt, som til gengæld var i top. Jeg kan spise is året rundt, også på en trist og regnfuld søndag som i dag.
Under Food Festival smagte jeg den lækreste is lavet på skyr, pyntet med rødbededrys og lakridspulver – jeg har prøvet at lave min egen version, og hvis du ikke har smagt skyr-is, vil jeg på det varmeste anbefale at komme i gang :-)
Skyr-is, 4 pers.:
100 g honning
1 dl vand
1 tsk ren vaniljepulver
400 g skyr
1,5 dl fløde
Kom honning, vand og vaniljepulver i en gryde og lad det koge op – stil gryden til side og lad det køle af. Rør skyr og fløde godt sammen, og tilsæt honning-lagen. Rør det hele godt sammen og stil ismassen på køl til den er helt kold, evt. til næste dag.
Hæld ismassen på en ismaskine og kør i ca. 30 minutter. Hvis isen ikke skal serveres med det samme, kommes den i en tætsluttet beholder og stilles i fryseren. Tag isen ud af fryseren ca. 20 minutter før den skal serveres.
Rødbedekys, ca. 24-28 stk.:
1,5 æggehvide (jeg brugte 1 bæger pasteuriseret æggehvide)
150 g sukker
saft fra friske, rå rødbeder
Kom æggehviderne i en skål eller røremaskine og pisk dem indtil de er stive og luftige. Tilsæt sukker og pisk indtil marengsmassen er meget stiv og skinnende. Rør til sidst en smule rødbedesaft i massen, så den bliver lyserød. Kom marengsmassen i en sprøjtepose med stjernetyl og spøjt små kys ud på en bageplade med bagepapir. Bag kyskagerne ved 130 grader i ca. 40 min.
Opbevar kagerne i en tætsluttet beholder.
Ved servering anrettes isen med knuste kyskager og lakridspulver på toppen.
12 kommentarer
Hold op hvor er den bare fin og lyserød, så pæn :-) Jeg er også selv vild med skyr is, det er så lækkert :-)
Mange tak, Sabrina
Skyris smager fantastisk! Smagte også den med rødbede og lakrids på foodfestival, endte faktisk med at købe ad to gange fordi det var så godt :-)
Nemlig – den smagte så godt :-)
Det ser vare så lækkert ud og jeg er vild med ideen om skyr-is :-) Men kan man lave det uden en ismaskine? Sådan en er jeg nemlig ikke indehaver af.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har prøvet uden ismaskine – isen bliver nok en smule mere hård uden ismaskine, men hvis du rører i ismassen undervejs i fryseren, så tror jeg sagtens det kan lade sig gøre…
Hej Ditte
Velkommen hjem fra ferie.
Jeg smagte jo skyr isen på foodfestivalen i Århus, den var bare super lækker.
Så nu vil jeg glæde mig til at prøve din opskrift :)
Jeg kan fortælle, at igår smagte vi din chokoladekage uden mel (den fra alt for damerne)
vores gæster, hvor den ene har gluten allergi, var total vilde med kagen :)
og ja den er.. eller var.. kanon overlækker, vores favorit nu, MUMME :))
og triramisucremen UHM, så perfekt, så perfekt :O)
Gæsterne fik både din opskrift og blog med hjem “i lommen”.
Knus Birgit
virkelig lækker
Hej Birgit, Tak – vi havde en skøn ferie. Hvor er det fedt, at du har testet chokoladekagen – jeg er virkelig også vild med den kage… Den perfekte dessert :-) Uhhh, må snart bage den igen!
Hvor heldig kan man lige være at lande midt i mad (for ikke at tale om kage!) paradis på en helt almindelig mandag. Jeg er glad og jeg glæder mig til at følge din blog :-) Her er for lækkert ;-)
Ihhh, dejligt du har fundet frem til min blog – velkommen til :-)
Hej!
Hvor ser den bare lækker ud – jeg vil lave den allerede i dag;-)
Et spørgsmål: Skal fløden piskes? Det går jeg ikke ud fra, når du ikke har skrevet noget, men jeg tænker, at det vel ikke ksader at piske den let, før den blandes med skyr – eller…?
;-)
Du kan sagtens piske fløden til let skum :-) God weekend.