Det er jo ingen hemmelighed, at jeg udkommer med en salatbog lige om lidt – og jeg skal nok snart lave et indlæg udelukkende om bogen. Derudover er det heller ingen hemmelighed, at jeg ELSKER salater, og spiser salat i en eller anden form hver eneste dag. Jeg har i en længere periode udviklet opskrifter til Earth Control, som deler samme passion for salater som mig. Så hvis du falder over Earth Control’s produkter i dit supermarked, så har jeg sikkert lavet de opskriftshæfter, som du ofte finder sammen med produkterne. Når jeg laver en salat, så tænker jeg meget over smage og konsistenser, og det er ret afgørende, at der er en god dressing og et sprødt og knasende element… jeg vil dele to salatopskrifter med jer, som netop opfylder disse krav. Opskrifterne er udviklet til Earth Control.
{ Sprød kålsalat med chiadressing }
tilbehør til 4 personer
250 g spidskål
4 gulerødder
1 pose ristet salatmix
Dressing:
1 ½ dl kokosmælk
2 spsk chiafrø
saft fra 1 lime
salt
Skær spidskål i meget tynde strimler. Skræl gulerødderne og riv dem på et rivejern på den grove side – bland det sammen i en skål.
Pisk kokosmælk sammen med chiafrø og limesaft, og smag dressingen til med salt. Lad dressingen stå i ca. 5 minutter, så den tykner en smule. Vend dressingen godt rundt i salaten og top med ristet salatblanding inden servering.
TIP! Salaten passer rigtig godt med fisk, fx et stykke grillet laks.
{ Salat med broccoli & dressing lavet af græskarkerner }
tilbehør til 4 personer
Dressing:
4 spsk græskarkerner, ristede
saft fra 2 lime
1 spsk agavesirup eller flydende honning
4 stilke frisk mynte
4-5 spsk olivenolie
vand
et nip salt
Salat:
1 broccoli
2 æbler
2 stilke frisk mynte
4 spsk pinjekerner, ristede
Kom de ristede græskarkerner i en blender sammen med limesaft, agavesirup, mynteblade og olivenolie og blend det godt sammen. Tilsæt vand lidt ad gangen indtil dressingen har en cremet og glat konsistens. Smag til med salt.
Skær broccoli i tynde skiver, brug fx et mandolinjern – sørg også for at bruge stokken. Skær æblerne ud i små tern og bland dem sammen med broccoli i en stor skål. Vend dressingen godt rundt i salaten og top med ristede pinjekerner inden servering.
Tip! Denne salat passer rigtig godt sammen med et stykke grillet kød, fx svinekød eller oksekød.
2 kommentarer
tror kålsalaten skal på bordet herhjemme i dag :) har ofte lavet en lignende smider bare en god håndfuld salte peanuts i også :)
Lyder også rigtig lækkert :-)