Den smukke buket rabarber fra min kollega skulle egentlig have været brugt til en omgang marmelade, men sneg sig på mystisk vis ned i en rabarberkage. Jeg serverede den med skyr blandet med rå-lakridspulver fra Johan Bülow. Det blev til en ganske vellykket forårsdessert.
Jeg bryder mig generelt ikke om varm frugt i desserter og er af den overbevisning, at frugt og dessert bør adskilles. Men rent faktisk kan jeg godt lide rabarber i desserter, både kolde og varme. Om det er pga. af det høje indhold af syre eller det faktum at rabarber er en grøntsag ved jeg ikke. Dertil gør det ikke rabarberen mindre interessant at den er beslægtet med noget så bizart som en skedeknæfamilie. Et fænomen jeg aldrig har hørt om før! Men når jeg laver desserter eller kager med rabarber skal det helst kombineres med noget sødt og fedt og det har jeg præcist gjort i denne opskrift.
Smuldre-rabarber-kage:
150 g. mel
150 g. smør
150 g. sukker
100 g. mandler
2 spsk. kokos
1 håndfuld havregryn
Evt. marcipan, hvis den skal være ekstra god
Ca. 10 stilke rabarber
Skær rabarberstilkene i små stykker og kom dem i et ildfast fad. Smuldr smør, mel, sukker, kokos, havregryn, marcipan og groft hakkede mandler.
Fordel det over rabarberne. Bages 40 min. ved 200 grader.
Kagen kan serveres som den er, men bliver lige en anelse bedre med en klat creme fraiche ved sin side. Jeg serverede skyr til, som jeg havde blandet op med rå-lakridspulver og en smule vanille. Det blev super lækkert.
Jeg synes, at det er sjovt at prøve sig frem med forskellige smagskombinationer og lige i øjeblikket skal jeg åbenbart proppe lakrids i alt ting. Måske jeg bare er blevet grebet af lakrids-mode-bølgen som ruller ind over os og sniger sig i alting, men uanset grunden, synes jeg lakrids kan give en fantastisk dybde og spændende noter til mad, dessert og drikke. Så jeg kan varmt anbefale af få købt lakridspulver til køkkenskabene… Jeg har flere forskellige slags pulver, men jeg må bøje mig i støvet overfor Johan Bülow, for at lave fantastisk god kvalitetslakrids og hans lakridspulver er klart at foretrække.
2 kommentarer
Hej Ditte
Nye rabarber fra haven, lakrids, mandler og marcipan på lager, og så lige vupti over i brugsen og købe skyr, hvor heldig kan man være :o)
Vidunderlig dessert, man føler helt man er i hilmlen…
Knuz Birgit
ps. vi bruger skyr temmelig meget, lækkert produkt.
[…] bager jeg denne tærte med rabarber, men da rabarbersæsonen er slut, prøvede jeg med pærer, hvilket blev rigtig […]