Jeg er netop lige kommet hjem efter en pragtfuld miniferie i Prag, som bød på læskende øl og fantastisk mad i lange baner.
Tjekkiet er nok mest kendt for deres billige gode øl, men der findes rigtig mange gode restauranter og små bagerier i Prag og det koster ikke en formue at spise ude, sammenlignet med mange andre storbyer. Hvis man gider lave lidt research inden afrejse er der masser af mulighed for at spise virkelig god mad til ingen penge.
Jeg har taget en del billeder på turen, primært af mad, som jeg smider op her på bloggen. Jeg vil varmt anbefale at tage en weekend til Prag, som foruden at være en smuk charmerende by også byder på super super øl, små markeder, hyggelige barer og masser af fortovscaféer med tjekkiske specialiteter.
Mit første møde med Trdelnik… Trdelnik er en traditionel tjekkisk kage/brød, som bliver rullet op på en pind/jernkæp og grillet, hvorefter den rulles i sukker og mandler – altså en avanceret form for snobrød!
Lidt blandede billeder af mad, som krydsede min vej og blev spist rundt i Prags små gader.
Besøg på et lille bitte bageri, som forsynede mig med tiltrængt kaffe og nybagt morgenbrød. Bageriet lå meget centralt i den gamle bydel og havde overraskende nok åbent til kl. 01 – hvilket åbenbart er længere end de fleste caféer og barer.
Jeg havde hjemmefra bestilt bord på en restaurant, som jeg havde læst mange rosende ord om. Restauranten er ejet af en amerikansk gut, som tog godt imod os da vi kom. Vi fik venlig betjening, flotte cocktails, super lækker veltilberedt mad og en meget lille regning! Stedet hedder U Emy Destinnove og ligger på Katerinska 7, Praha 2. Der er mulighed for at vælge sin egen hummer og krabber fra et akvarium, hvorefter det bliver tilberedt i et rullende køkken nede ved bordet. Vi valgte dog en lækker oksebøf og grillet kylling i stedet, hvilket også var et pragtfuldt valg. Jeg vil på det varmeste anbefale stedet, og det er nok en god idé at booke bord i forvejen.
Sidste aften på en mexikansk restaurant, som jeg havde læst skulle være et meget meget godt sted og bordbestilling en nødvendighed. Vi droppede forbi uden at have booket bord og fik med nød og næppe et bord ved baren, hvor vi kunne indtage vores mad. Stedet var afslappet og autentisk med uhøjtidelig mad og store fadøl, som igen efterlod med en meget beskeden regning. Stedet hedder Cantina, Malá Strana, Ujezd 38.
I Prag er der mulighed for at få stillet sin øllyst eller måske få den vækket. Jeg fik på ingen måde stillet mig lyst, men smagte derimod en del nye øl og blev ret glad for den mørke øl Master Tmavy 18°, som udover at have en fantastisk farve, har en skøn tung karamelaroma, som passer perfekt til mig. Prag har flest lyse øl, så jeg blev glad da jeg faldt over denne kraftige fabelagtige øl. Prisen for 0,5 L fadøl i Prag er ca. 10 kr, men det kan variere lidt, alt efter hvor man befinder sig. Der findes utallige små barer og det kan godt betale sig at smutte et par gader væk fra turistfælderne, både i forhold til prisen, men også i hyggelighed.
Her er nogle billeder fra min øl- drinks- og kaffecrawl i Prag!
9 kommentarer
Super-lækre billeder :-) Tak for dem !
Kh.Lotte
Tak Lotte, dejligt at vide nogen kigger med.
Sikke nogle fine billeder og flot hår Ditte :o) Det ser da rigtig ud til at i har haft en dejlig tur med alt hvad der hører sig til…
Hyggeligt med en besked fra dig, Anne. Vi har haft en fantastisk tur. Håber I har det godt – hils derhjemme.
Hej Ditte
Så er vi bare klar til at tage til Prag efter at have set alle de fede billeder med diverse lækkerier og kolde fadøl, uhm :))
Hej Birgit, Ja, tag endelig til prag – det er en fed by! Håber I har det godt ;-)
[…] http://www.thefoodclub.dk/pragtfulde-prag/ […]
Hej Ditte
Jeg skal snart til Prag med skolen, men er ikke sikker på hvor mange penge jeg skal tage med til turen (Pengene skal gå til mad og hygge)
Mvh. Rasmus
Hvad hedder bageren?