Jeg er faktisk slet ikke vild med at kombinere frugt og dessert; slet ikke varm frugt. Jeg synes de to ting bør adskilles, men på mærkelig vis ryger denne pære-crumble-ting meget godt ned, så måske jeg bør revurdere min frugtfobi.
Normalt bager jeg denne tærte med rabarber, men da rabarbersæsonen er slut, prøvede jeg med pærer, hvilket blev rigtig lækkert.
Crumbletærte med frugt
150 g. mel
150 g. smør
150 g. sukker
100 g. mandler
2 spsk. kokos
1 håndfuld havregryn
Evt. marcipan, hvis den skal være ekstra god
Ca. 3-4 pærer
Skær pærerne i små stykker og kom dem i et ildfast fad eller små portionsforme. Smuldr smør, mel, sukker, kokos, havregryn, marcipan og groft hakkede mandler.
Fordel det over pærerne. Bages 40 min. ved 200 grader.
Kagen kan serveres som den er, men bliver lige en anelse bedre med en klat creme fraiche ved sin side. Jeg serverede skyr, blandet op med en smule vanille, til.
6 kommentarer
Jeg er absolut helller ikke vild med varm frugt og kage blandet sammen – men ingen regel uden undtagelser, og min undtagelse er æblekager – altså ikke dem med udkogt æblemos, men dem hvor der er æbler, der stadig har lidt bid. Så kan jeg godt spise dem :)
Der må jeg holde med dig Xenia; æblekage med revet/rå æble kan godt gå an :-)
Dejlig inspiration. Jeg har lige serveret den til fødselsdag i dag blot med æbler og brombær i stedet for pære, det var rigtig lækkert :)
Jeg har aldrig selv prøvet med brombær, men det lyder super lækkert!
Ser lækker ud :-) Har du nogle forslag til hvilke meltyper den kan laves med – udover hvedemel?
Du kan sagtens bage den med mandelmel :-)