Traditionen tro bliver vi i starten af et nyt år bombarderet med overskrifter, hvor ord som sundhed, kurer, vægttab osv. indgår. Sundhed og sund kost er jo et meget bredt og diffust begreb, som kan have utrolig mange betydninger og fortolkninger, og min opfattelse af sundhed kan være helt anderledes end jeres. For mig er sundhed og min kost på en eller anden mærkelig måde en ret privat sag på trods af at jeg lever af at skrive kogebøger og tale om mad dagen lang. For nylig kom jeg til at tænke tilbage på min studietid (jeg har en bachelor i Ernæring & Sundhed), og hvordan vi øvede os i at registere vores kost. En øvelse som jeg faktisk synes er ret interessant, og som jeg har genoptaget den sidste uge. Det er jo så uhyre svært at lave korrekte kostregistreringer, men jeg har dog alligevel prøvet at notere alt hvad jeg har spist i en hel uge, og det vil jeg dele med jer (selvom det er en smule angstprovokerende). Hvis man er ude efter at lave en kostændring eller blot nysgerrig efter at se om man lever sundt, kan jeg anbefale at skrive ALT ned i fx. en uge og på den måde danne sig et overblik over sin kost – det gør det ret nemt at se, hvor der måske skal ændres noget. Og med alt mener jeg alt – det er faktisk ret så svært og man kan meget nemt glemme at få noteret de små mellemmåltider eller snacks ned.
Nogle vil nok mene, at jeg er en anelse fanatisk med min kost, andre vil mene, at den er underlig og andre vil måske synes den er usund, men det er nu engang sådan jeg trives bedst, og måske ser den anderledes ud næste år. Formålet med at dele min kost med jer, er ikke så I skal begynde at sammenligne jeres egne kost med min, for husk nu på, at min registrering ikke fortæller noget om mine portionsstørrelser eller mit aktivitetsniveau…. Så det er altså blot til inspiration og dermed ikke noget seriøst sammenligningsgrundlag. Hvis jeg skal pille min kost fra hinanden og slå ned på noget negativt, så er det helt bestemt mine lidt for store portioner, og derudover har jeg vist en dårlig vane med at spise sødt efter aftensmaden…. Så selvom min kost overordnet set er sund, så er der stadig plads til små forbedringer eller blot acceptere at jeg har en sund appetit :-)
Lad mig endelig vide, hvis du kaster dig over en uges kostregistrering – så vil jeg meget gerne høre, hvad du finder frem til.
DITTES UGE I MAD
{ SØNDAG }
Morgen: Greenie + et par skefulde bircher mysli med banan + 2 kopper kaffe med havremælk
Frokost: 1 portion chili sin carne + 2 gulerødder
Aften: Vegansk pad thai med peanuts og boghvedenudler
Snacks/mellemmåltider: 3 hjemmebagte kokosmakroner + 1 kop gurkemeje latte (inden spinning)
{ MANDAG }
Morgen: Greenie med granola + kaffe + fermenteret gurkemejeshot
Frokost: Gryderet med blomkål, tomat, gurkemeje + quinoa og bagt broccoli
Aften: (spiste ude) Edamamebønner + rispapirsruller med avocado + veganske tang-sushiruller
Snacks/mellemmåltider: 1 lille hjemmebagt myslibar + 2 gulerødder + popcorn i biograf + kaffe
{ TIRSDAG }
Morgen: Greenie med granola + kaffe med havremælk
Frokost: Salat med grønkål, blomkål, bagt tofu, spirer, avocado & kimchi
Aften: Linsepasta med græskarsauce + broccolisalat med bagt tempeh
Snacks/mellemmåltider: Gurkemeje latte, raw bar (inden spinning) + 1 hjemmebagt havregrynssmåkage
{ ONSDAG }
Morgen: Greenie med granola + 2 kopper kaffe
Frokost: Salat med spirer, kimchi, bagt broccoli + græskar, tempeh og tahindressing + et lille glas kombucha
Aften: Grønkålssalat med kraut, æbler og mandler, bønnerfritter og vegetarpølser
Snacks/mellemmåltider: 4 hjemmebagte havregrynssmåkager (inden yoga) + 3 små gulerødder
{ TORSDAG }
Morgen: Køleskabsgrød med kerner, frø, nødder – hampemælk & soyayoghurt, toppet med æble + kaffe
Frokost: Greenie med granola
Aften: Kernebrød med hummus, avocado + grønkålssalat med tofu + rå grøntsager
Snacks/mellemmåltider: (inden spinning) Golden milk + 3 dadler og lidt mandler
{ FREDAG }
Morgen: Greenie med granola + kaffe med havremælk
Frokost: Bagte grøntsager; pastinak, aubergine, rosenkål og broccoli, rødbedehummus, avocado og kraut + 1 glas kombucha
Aften: Vegetar hotdogs med blomkålsbrød
Snacks/mellemmåltider: 1 hjemmebagt havregrynssmåkage + fredagsbar: 3 øl
{ LØRDAG }
Morgen: Køleskabsgrød med kerner, frø, nødder – hampemælk & soyayoghurt, toppet med æble + kaffe
Frokost: Salat med hummus, blomkål, græskar, rødebede, nødder og quinoa
Aften: BBQ-blomkål med kålsalat
Snacks/mellemmåltider: 2 hjemmebagte havregrynssmåkager, friske blåbær, en lille skål tortillachips
{ SØNDAG }
Morgen: Greenie med granola + 2 kopper kaffe med havremælk
Frokost: 2 skiver grøntsagsbrød, rødbedesalat, 1 tomat + lidt rå blomkål
Aften: (ude at spise) Vegansk burger + en grøntsagsjuice
Snacks/mellemmåltider: 1 håndfuld friske blåbær, 3 dadler + 2 stykker mørk chokolade + kaffe
2 kommentarer
Hej Ditte, der var super spændende at læse hvad du spiser i løbet af en uge og uge. Det ser ikke ud til at du spiser frugt … og hvorfor egentlig ikke. Kh Marianne
Hej Marianne, der er frugt i min greenie hver morgen og derudover spiser jeg ind imellem frugt som mellemmåltider – men dette er jo blot en tilfældig uge, hvor der måske ikke var så meget frugt på menuen ;-)