Jeg har netop vendt snuden hjem til (kolde) Danmark efter en uge i (solrige) Marrakech og allerede efter en uge er jeg blevet lidt små-forelsket i byen – Marrakech er et sansebombardement af farver, dufte, smage og lyde, og jeg kan slet ikke vente med at komme tilbage i April når jeg holder workshop sammen med Anne Hjernøe omkring mad, foodstyling og fotografering.
De marokkanske smage er meget milde og delikate, og de er rigtig gode til at bruge citrusfrugter, bl.a saltede citroner, som er jeg vild med at bruge hjemme i mit eget køkken – de er super nemme selv at lave, og kræver faktisk kun salt og citroner.
Fermenterede, saltede citroner smager fantastisk og meget aromatisk. Udover at være smukke så kan citronerne pifte selv de kedeligste retter op ved at bidrage med en dejlig, syrlig og salt smag. Du skal betragte citronerne som et krydderi, og du behøver kun at bruge en lille smule, da de har masser af smag. Hak citronerne i meget små stykker og kom dem i en salat, tilsæt dem til gryderetter, blend dem med olie til en dressing eller brug dem til en aromatisk citronmayonnaise. Til denne opskrift har jeg brugt citroner, men du kan sagtens bruge andre typer af citrusfrugter, evt. et mix af forskellige slags.
{ SALTEDE CITRONER }
1 kg økologiske citroner
35 g havsalt
10-12 sorte peberkorn
Skyl citronerne grundigt og skær begge ender af. Skær derefter citronerne i kvarter. Drys citronerne med salt og gnid det godt ind i dem. Mas citronerne godt sammen i et glas, 1 L, så de begynder at afgive saft. Fyld alle citronerne i og tryk godt, indtil de er helt dækket af deres egen saft. Kom peberkorn og evt. overskydende salt ved. Det er vigtigt at citronerne er dækket af saft – mangler der lidt væske i glasset, så tilsæt en smule vand eller citronsaft.
Luk glasset og stil det et køligt og mørkt sted i ca. 1 – 1,5 måned. Åbn glasset efter de første 5-6 dage, da der kan dannes tryk i glasset. Efter ca. 20 dage kan du smage på citronerne – skallerne skal være helt bløde. Lad dem stå længere, hvis de ikke er klar. Når citronerne er bløde og smager dejligt, stilles glasset på køl. Citronerne kan holde et par måneder på køl.
Ønsker du at pifte citronerne op, kan du tilsætte fx chili, fennikelfrø, kanel eller vanilje.
15 kommentarer
[…] går skrev jeg om marokkanske fermenterede citroner og vi bliver lige lidt i citrusfrugtens tegn, for i dag skal det handle om den smukke blodappelsin, […]
SÅ smukke, smukke billeder. Jeg kender jo godt de saltede citroner men måtte bare lige ind og sige at jeg blev i godt humør af at se dine smukke billeder.
Tusind tak for dine søde ord.
Hej Ditte!
Smukke billeder :)
Jeg har selv eksperimenteret en del med saltsyltede citroner og det kan virkelig noget smagsmæssigt og tilfører en anden dybde og aroma til maden. Rigtig dejligt :)
Der er noget jeg dog undrer mig over og det er, at du kalder det fermenterede citroner? Jeg er nemlig meget overbevist om, at en fermentering kræver tilførsel af mælkesyrebakterier til produktet ved fremstillingen heraf. Men det synes jeg ikke, at jeg kan læse ud fra din opskriftsoversigt? :)
Anyways. God weekend!
Hilsen Pernille.
Hej Pernille, Der skal ikke tilføres mælkesyrebakterier – Alle frugter og grøntsager er fra naturens side dækket af en verden af mikroflora. Grøntsager er typisk dækket af mælkesyrebakterier, som fermenterer grøntsagssukre til mælkesyre :-) God weekend til dig. Kh Ditte
Det giver god mening :)
[…] g spidskål 150 g squash, gerne gul 20 g saltede citrusfrugter, alternativt rå 4 skærme hyldeblomst 20 g groft […]
Hej Ditte
Jeg har forsøgt mig med de her citroner 2 gange nu. Hver gang dannes der efter en uge et låg af noget der ligner en svamp (lidt som på en kombucha). Dette er ikke meningen vel? Jeg kan nemlig ikke se dette ske for andre på google :)
Jeg har derfor heller ikke endnu turde fortsætte med processen… håber du svarer, så jeg kan komme ordentligt igang!
Det lyder underligt – er de helt dækket af væske?
Ja det er de i hvert flad den her gang, da jeg har været ekstra opmærksom på netop dette :) Jeg har lige googlet lidt mere og er kommet frem til at mit glas måske ikke lukker tæt nok… tror du det kan være det?
Hmmm, muligvis – det er vigtigt at skabe et iltfrit miljø. Jeg håber det lykkes for dig, for citronerne smager nemlig såååå godt :-)
Hej Ditte
Har du et godt råd til at holde citronerne nede i lagen? De har det med at flyde til tops og bliver derfor ikke dækket helt :)
Hej Ditte,
Tak for en dejlig opskrift.
Skyller du din citroner inden de hakkes?
Jeg synes at de ret salte.
Det gør jeg ikke, men det kan du sagtens gøre. Mh Ditte
Et lille glas mindre end åbningen i fermentrinegsglasset eller en sten som er skoldet lægger jeg øverst, automatisk holdes frugterne nede i saften. De små net fra sildeglas el. andet er også effektive. Jeg bruger typisk de små caviarglas o.l.