Hjemme hos mig er menuen ofte vegetarisk – jeg vil skyde på, at jeg spiser kød halvdelen af ugens dage og de resterende dage vegetarisk. Forleden dag lavede jeg disse små, lækre linsebøffer og udover at de smager skønt, er de nemme og billige at lave. Bøfferne kan sagtens fryses eller lunes dagen efter.
Hvis du mangler inspiration til flere grønne retter, så kan jeg varmt anbefale min bog VEGETAR, som består af 140 vegetariske opskrifter (og en stor del veganske ) – der er noget for enhver smag og til enhver lejlighed – vigtigst af alt er at retterne er nemme, velsmagende og du bliver mæt af dem. Du kan købe bogen på Saxo.com eller i din lokale boghandler.
{ Linsebøffer }
7 stk
2 dl kogte, røde linser – jeg brugte en dåse med kogte linser
2 stængler forårsløg
1 fed hvidløg
1 tsk stødt spidskommen
1 tsk stødt chili
1 tsk paprika – jeg brugte en røget variant
1 æg
5 spsk havregryn
salt og peber
1-2 spsk sesamfrø
olie til stegning
Kom linserne i en skål og bland dem sammen med finthakkede forårsløg, hvidløg, krydderier, æg og havregryn. Rør farsen grundigt sammen og krydr med salt og peber. Farsen skal have konsistens som en frikadellefars – du skal kunne forme bøffer eller deller af den. Hvis den er for tør eller våd, så tilsæt mere væske eller flere havregryn.
Form bøffer eller deller af farsen og drys med sesamfrø – steg dem på en varm pande i olie indtil de er gyldne og sprøde på begge sider.
Jeg serverede mine linsebøffer med en rigtig god quinoa/blomkålssalat, og opskriften kommer snart på bloggen.
18 kommentarer
De ser lækre ud, tror du man kan bruge grønne linser også?
Sagtens! De smager virkelig godt, også til madpakken eller i f.eks. burgere ;-) Go for it!
Orh.. de ser vildt gode ud! Dem må jeg prøve at lave :) Tak for inspiration!
Tak – kan klart anbefale at prøve dem :-)
De ser fantastisk lækre ud… Går rent ind og varmer om mit vegetarhjerte ♥ ..og smuk illustration som altid :)
Tusind tak, Linda :-)
De ser godt nok indbydende ud. Det er lige sådan en ret, som selv min vegtar-skyende kærste vil sætte pris på.
De er super gode og jeg håber de falder i din kærestes smag ;-)
Ser lækkert ud, hvor har du købt kogte linser, jeg har problemer med at finde dem :)
Dem har jeg købt i Irma :-)
Synes ikke at det ligner røde linser på billedet. Mine linsedeller blev en helt anden farve end dine…
Som jeg skriver brugte jeg en dåse med forkogte linser til denne portion… Du kan lave dem med alle slags linser eller bønner.
Wow, de her blev virkelig lækre – Det var en dejlig smagsoverraskelse! :)
Dejligt :-)
Super lækre linsebøffer! Men jeg kan godt nok ikke få dem til at ligne dine selvom jeg har øvet mig (meget).
Tip: man kan købe kogte linser på dåse i Sverige hvis man kommer derover. Og de er billigere end i Irma.
Mine bliver meget bløde og ingen skorpe… Hvad gør jeg forkert?
Kan man eventuelt med fordel lave farsen dagen forinden, og så først forme og stege dagen derpå?
Det tror jeg bestemt du kan :-)