Igår var en rigtig god fredag – dog startede den meget tidligt, faktisk kl. 4.45, for jeg skulle nemlig endnu engang i Go’Morgen Danmark for at lave salater fra min nye bog, Salatsnedker. Alt gik perfekt og heldigvis var de mandlige værter virkelig begejstret for maden… faktisk blev alle salaterne spist rub og stub. I min træthed senere på dagen opdagede jeg at Salatsnedker havde sneget sig ind på Saxo’s bestsellerliste (helt i toppen faktisk)… Åh, hvor blev jeg bare glad! Faktisk så glad, at jeg glemte at jeg var træt og i stedet for at sove tog jeg ud for at fejre det med vin, gode venner og solskin.
Lige nu sælger Saxo.com min bog til en virkelig fin pris, taget i betragtning af, at det er en rigtig stor og flot bog med over 100 opskrifter til salatskålen. Jeg vil dele en opskrift fra bogen; nemlig en kålssalat med kokosbacon… ja, du hørte rigtigt :-) Sprød, lækker, saltet kokos a la bacon – perfekt som en snack, ovenpå salater eller suppe.
{ Rosenkål- og grønkålssalat med kokosbacon }
tilbehør til 4 personer
250 g rosenkål
100 g grønkål
1 håndfuld bredbladet persille
2 avocadoer
40 g pekannødder eller valnødder
Dressing:
1 spsk grov sennep
1 spsk æblecidereddike
1 spsk ahornsirup eller flydende honning
5 spsk olivenolie
salt og peber
Kokosbacon:
50 g kokosflager
1 spsk tamari eller soja
1 spsk ahornsirup
1 tsk røget paprika
salt
Kokosbacon: Vend kokosflagerne med tamari, ahornsirup, røget paprika og salt. Fordel flagerne på en bageplade med bagepapir og bag dem i ovnen ved 165 grader i 12-14 minutter – rør i dem undervejs. Sørg for, at flagerne er sprøde og har en mørk gylden farve, før de tages ud. Lad dem køle helt af inden de spises.
Rengør rosenkålen og fjern evt. kedelige yderblade. Rens grønkål grundigt og fjern midterstokken. Hak både rosenkål og grønkål ultrafint – brug evt. en foodprocessor. Kom kålen i en skål.
Pisk ingredienserne til dressingen sammen og smag den til. Masser dressingen godt ind i kålen, så den bliver lidt blød. Hak persillen fint og kom den i salaten. Skær avocadoerne i tern og vend også dem i salaten. Hak pekannødderne groft og drys dem over salaten inden servering sammen med 3-4 spsk kokosbacon.