Siden jeg forleden bagte kyskager, er jeg gået lidt i det nostalgiske hjørne, og det endte i en omgang jordbærsaft. Min mormor og morfar dyrkede selv jordbær og jeg var så heldig at have et børnebed med jordbær og ærter. Der var altid rigeligt med jordbær og de blev brugt til alverdens gode sager, blandt andet jordbærsaft.
Selvom jeg burde vente med at kaste mig over jordbærrene indtil de friske, danske og søde af slagsen kommer frem, kunne jeg ikke dy mig for at tage hul på sommerens glæder.
Hjemmelavet jordbærsaft er for mig indbegrebet af sol, sommer og mormor.
Bærrene, som er renset og skåret igennem, kommes i en gryde sammen med vand, sukker, en flækket vanillestang og evt. citronskal. Jeg er ikke så vild med al for sød saft, så man kan variere sukkermængden alt efter hvor sød/syrlig saften skal være.
Det hele koges under låg i ca. 20-25 minutter, hvorefter det skal passéres gennem en meget fin si eller en sigte med et tyndt viskestykke i. Saften skal blive helt klar, rød og smuk. Når al saften er løbet igennem, hældes det på rengjorte flasker, som er skyllet i en smule atamon. Jordbærsaften opbevares på køl og nydes iskold, helst på en sommerdag på terassen!
21 kommentarer
Det er da godt nok sommer på flaske.. Blander du saften med vand inden den drikkes?
Jeg blander saften en smule op – den kan både blandes op med vand eller danskvand.. eller måske bruges i en drink :-)
flotte flotte fotos, imponerende opsætning, appetitligt, nu er jeg selv nød til at lave saft, tak for inspirationen
Tak for din kommentar – du må igang med saftproduktionen :-)
Uhm, hjemmelavet jordbærsaft! Jordbær er helt sikkert min livret, så nu gemmes opskriften her til sommer, så der kan laves dejlig saft til varme dage:)
Ja, jordbær er også en af mine favoritter. Hvis det er din livret, skal du næsten hoppe ud i rå jordbærsaft, som skal laves af modne og søde jordbær… altså ikke endnu :-( Men opskriften er fra min oldemor og helt fantastisk: 1,5 kg. bær, 2 L. kold kogt vand og 20 g. vinsyre står 1 døgn på køl, derefter sies saften fra og der røres sukker i, 0,5 kg. sukker til hver L. saft. Saften står igen 1 døgn indtil sukkeret er opløst og den er drikkeklar – kom evt. en smule atamon i saften :-)
I have never heard of strawberry juice before but why not!? I’m sure it is very tasty and woudn’t be a fruit that required a lot of sugar to be added. Looks yummy!
It is very tasty and it reminds me of summer – you should try it :-)
Det ser bare vildt lækkert ud! Jeg har selv overvejet at lave blåbærsaft, tror jeg må i gang med at eksperimentere! Du har i hvert fald gjort mig tørstig! :)
Det ser bare vildt lækkert ud! Jeg har selv overvejet at lave blåbærsaft, tror jeg må i gang med at eksperimentere! Du har i hvert fald gjort mig tørstig! :)
Mmm, blåbærsaft lyder heller ikke dårligt ;-)
Ej hvor er det sjovt! Min mormor og morfar var også jordbæravlere! Hvor mange somre har jeg ikke siddet i marken og guffet jordbær i mig til jeg fik ondt i maven! :)
Jordbærsaft og jordbærgrød er smagen af barndom for mig, til gengæld skal det helst være en af de sorte min mormor og morfar dyrkede og syderopæiske jordbær dur bare over hovedet ikke.. Kender du det?
Jeg skal SÅ meget lave jordbærsaft, men jeg venter altså lidt endnu, kan simpelt hen ikke få mig selv til at betale de summer for jordbær, som de koster på denne årstid :)
Venlig hilsen
Lynne
Jordbær skal også smage på en helt bestemt måde for mig… ellers er det ikke rigtigt! Jeg glæder mig til der kommer søde, saftige og danske jordbær, for udover at de smager himmelske, er jordbær også fyldt med minder for mit vedkommende :-)
Som andre har beskrevet, så ser det super lækkert ud, så det må jeg også prøve :-) Men jeg tænkte lidt på hvor lang tid kan det holde sig i køleskabet? og er det fryseegnet?
Hej Tine, Jeg har aldrig prøvet at fryse jordbærsaft, men har ofte gjort det med hyldeblomstsaft, så det burde du sagtens kunne gøre :-) Hvis du fylder saften på rene flasker og tilsætter en smule atamon til saften, skulle den gerne kunne holde rigtig længe!
Hej Ditte
Hvordan adskiller smagen af rå jordbærsaft fra den kogte og hvad er vinsyrens funktion i den rå opskrift?
Hvor lang er holdbarheden på den rå jordbærsaft?
Iøvrigt lækre billeder!!
Hej Carsten, tak for din kommentar. Jeg må indrømme, at det efterhånden er mange år siden jeg har fået rå jordbærsaft. Men som jeg husker, er det mere intens og frugt-agtig i smagen – smag af sol og sommer :-)
Vinsyren fungerer både som surhedsregulerende middel og som konserveringsmiddel – brug evt. citronsyre i stedet.
Saftens holdbarhed er begrænset, medmindre du fryser den ned :-)
Kære Ditte!
Ih, hvor ser det bare LÆKKERT ud. Jeg har en masse frosne hindbær i fryseren som jeg plukkede for nogle uger siden. Tror du, at jeg kan lave hindbærsaft på samme måde som med jordbær?
Venlig hilsen,
Cecilie
Hej Cecilie, jeg har aldrig prøvet at lave hindbærsaft, men det tænker jeg, du sagtens kan :-) måske du skal tilsætte mere sukker, men du må smage til undervejs. God fornøjelse med saften!
Kan jeg bruge frosne jordbær?
Ja, men lad dem tø en smule op inden du går i gang