Det er ret nemt at lave sin egen chokolade, og så smager det FANTASTISK. Pak chokoladen fint ind og så er det den perfekte hjemmelavede gave. Du kan smage din chokolade til som du lyster, fx med kaffe, lakrids, chili, hele nødder, kokos, frysetørrede bær, appelsin eller havsalt. Jeg lavede denne chokolade i Go’morgen Danmark for nylig (sammen med tahinkonfekt og bountybarer med kanel og appelsin), og der var stor jubel i studiet :-)
{ Hjemmelavet chokolade med pebermynte }
100 g rå kakaosmør
50 g kokossmør (creamed coconut)
50 g god kakaopulver
3-5 spsk ris malt sirup (erstattes af fx. stevia, honning, agave eller det sødemiddel du foretrækker)
et par dråber pebermynteolie (pas på ikke at tilsætte for meget)
1-2 tsk kakaonibs
et nip salt
Smelt kakaosmør i en lille gryde og bland det sammen med de øvrige ingredienser, undtagen kakaonibs. Når det hele er rørt godt sammen og har en glat, skinnende konsistens, hældes det i en lille beholder, beklædt med bagepapir eller film – du kan evt. blende massen, så du er sikker på det er blandet godt sammen.
Stil din hjemmelavet chokolade på køl i ca. 15 minutter, hvorefter kakaonibs drysses henover. Lad chokoladen stå på køl i ca. 3-4 timer, hvorefter den er klar til at nydes.
Opbevar chokoladen på køl, da den smelter meget nemt.
7 kommentarer
Hej Ditte
Jeg har forsøgt mig med dit hjemmelavede chokolade, men kan ikke rigtig få ingredienserne til at blande sig helt. Når det størkner ligger siruppen sig nederst. Hvad gør jeg forkert.
Mvh. Helle
Du skal sørge for at ingredienserne er blandet rigtig godt – du kan evt. blende det hele inden du hælder det i formen.
Nu har jeg forsøgt at smelte chokoladen igen og blende den, men stadig deler massen sig, når den størkner. Hvad gør jeg forkert?
Hmmm, jeg ved det faktisk ikke – det sker ikke for mig. Mon du stadig kan spise det og er smagen ok? Hvilken sirup har du brugt?
Det kan godt spises, men er ikke nogen stor oplevelse eller lækker konsistens. Kakaosmørret ligger næsten som et lag for sig selv. Jeg har brugt rice malt sirup.
Øv øv – sidder faktisk og spiser noget af mit lige nu. Mit har en rigtig “sprød”, fast konsistens – måske du kan prøve at komme det på frost..?
Tak for dine svar. Jeg må nok bare erkende, at hjemmelavet chokolade ikke ligger til mig.