Er det bare mig eller går tiden hurtigere end normalt? Jeg har de bedste intentioner om at blogge lidt oftere, men før jeg får set mig om, så er det mandag igen :-) Dog er jeg så glad for, at I har taget godt imod mit nye koncept om vegetariske opskrifter hver mandag – jeg håber nogle af jer tog min udfordring op og har spist en grøn morgenmad i løbet af den sidste uge.
Tidligere på året udkom en ret fantastisk kogebog skrevet af Anne-Sophie Lahme – jeg var så heldig at være fotograf på bogen, og i den forbindelse smagte jeg samtlige retter fra bogen, og de er alle godkendte herfra. Anne-Sophie’s opskrifter i Køkkenterapi er uhøjtidelige, enkle, sunde og samtidig fulde af smag og farver – mange af bogens opskrifter er vegetariske og jeg har fået lov til at dele en af mine favoritter fra bogen; appelsinsalat med krydret aubergine. Der er en del opskrifter i bogen, som jeg laver igen og igen hjemme i mit eget køkken og dette er en af dem – den passer faktisk til alle sæsoner og kan spises for sig selv eller serveres som tilbehør.
{ Appelsinsalat med krydret aubergine } fra bogen Køkkenterapi
2 personer
Der er spark på krydderierne i denne salat, som fint kan gøre det ud for et måltid i sig selv, sammen med hummus og et stykke godt brød. Tamarind- puré er lavet af tamarindfrugten, som minder lidt om en aflang nød. Det er det klæbrige, syrligt-søde frugtkød, der bliver brugt til puréen, og smagen minder lidt om syrlige blommer.
1 aubergine
3 spsk olivenolie + lidt til at pensle med
1 tsk tamarind-puré
1 tsk harissa
1 tsk honning
1 spsk sesamfrø
en håndfuld blandede salatblade
1 appelsin
100 g feta i tern
50 g små tomater
1 bundt bredbladet persille
Tænd ovnen på 200 grader, og læg bagepapir på en bageplade.
Skær auberginen i 3 mm tynde skiver på langs.
Pensl dem på den ene side med en smule olivenolie, og læg dem på bage pladen med olie-siden nedad. Sørg for, at endestykkerne ligger med skindsiden nedad.
Bland tamarind-puré, harissa, honning og 3 spsk olivenolie til en marinade, og smør det på aubergineskiverne. Bag auberginerne i ca. 20 min., eller til de er møre. Hold øje undervejs, ovne er forskellige.
Varm en lille pande op, rist sesamfrøene på en tør pande, og stil dem til side. Skyl og snit salaten, skræl appelsinen, og smuldr fetaen. Skær tomaterne i halve.
Anret salaten på et fad med salat nederst, herefter de varme auberginer, appelsin, tomat og feta. Drys med en smule salt. Ikke for meget, da fetaen er meget salt i sig selv.
Hak persillen, og drys på. Servér straks.
TIP: Er du meget sulten, så tilsæt 100 g kogte speltkerner.
1 kommentar
Hej,
Lyder som en lækker salat. Hvor køber du tamarind?
Eller hvad kan jeg erstatte den med?
Tak for inspiration!
Mvh
Lisbeth