Det tegner til at være grill-vejr et godt stykke tid endnu og hurra for det! Jeg elsker at grille og spise udenfor, og én af mine favoritter på grillen er fisk. Til min mands fødselsdag i juni grillede jeg dorader, og hele fisk på grillen smager absolut skønt, og er nemme at tilberede.
Til fiskene serverede jeg knuste kartofler med sommergrønt – jeg har ikke målene på opskriften, men her er hvad jeg gjorde (jeg fik serveret knuste kartofler hos Restaurant Stedsans og har nu prøvet at genskabe retten):
Kog små kartofler møre, dræn dem og mos dem med et piskeris. Tilsæt rigeligt med god olivenolie og smag til med salt, peber og citronskal. Inden servering toppes kartoflerne med revet pecorino, friske ærter, radiser og urter. Disse kartofler smager virkelig godt og kan bruges som tilbehør til både fisk og kød.
Grillede dorader:
Beregn 1 fisk pr. person (husk at rense dem grundigt). Rids fiskeskindet med en skarp kniv og gnid fiskene med salt, peber, olivenolie og evt. citronskal. Læg fiskene på en varm grill (brug evt. sådan et smart grillnet) og grill fiskene ca. 6 minutter på hver side (alt efter størrelse) … og så er det ellers bare at servere den grillede fisk med masser af knuste kartofler og måske et glas koldt hvidvin til.
God weekend.
*****************
HUSK: Du kan købe min nye bog “Sukkerfri børnefest” allerede nu – bogen er en glad kogebog, der er propfyldt med sjove opskrifter til fest, fødselsdage, sofaaftener og generel hygge – også i skolen eller i børnehaven. Nogle af opskrifterne er så enkle, at børnene kan prøve at lave dem selv, og andre skal I lave sammen. Alle opskrifterne har dog det tilfælles, at det hvide sukker er skiftet ud med sundere, naturlige alternativer.
2 kommentarer
wow, ser fantastisk ud :) altid dejlige og stemnings fyldte billeder.
De bedste hilsner og smil
Samantha fra http://www.samanthafotheringham.dk
Tusind TAK :-)