Denne lækre græskartærte passer perfekt til Halloween, eller måske bare til en kold efterårsdag, hvor du trænger til lidt forkælelse. Tærten er faktisk næsten sund, for den indeholder nemlig masser af græskar. Jeg har udviklet opskriften til Politiken, så måske du allerede har stødt på den i min artikel om græskar.
Denne amerikanske efterårsdessert er rigtig nem at lave, og størstedelen af fyldet består af græskar og masser af dejlige krydderier. Jeg har brugt butternutsquash, men du kan sagtens bruge andre typer af græskar. Græskartærten er både gluten- og mælkefri, og sødet med ahornsirup.
{ Græskartærte }
6-8 personer
Bund:
40 g kokosmel
75 g mandelmel
115 g fuldkornsrismel
1 æg
40 g kokosolie
2 spsk ahornsirup
1 nip salt
Fyld:
375 g butternut-squash
1,25 dl kokosmælk
2 æg
korn fra 1 vaniljestang
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt kanel
1 tsk stødt kardemomme
skal fra ½ citron
5 spsk ahornsirup
Tænd ovnen på 200 grader.
Bland kokosmel, mandelmel og rismel i en skål. Rør æg, kokosolie, ahornsirup og salt i. Ælt dejen med hænderne, til den har konsistens som en tærtedej. Dejen kan være en smule svær at rulle ud, så det nemmeste er at presse dejen ned i tærteformene med hænderne. Brug en tærteform med løs bund, 24cm. Bag bunden i ca. 12 minutter.
Skær skrællen af græskarret og skær kødet ud i små tern. Kom det i en gryde med en smule vand og kog det mørt i ca. 20-25 minutter. Dræn og kom græskarternen i en foodprocessor med de øvrige ingredienser og blend indtil cremen er helt glat – smag cremen til og tilsæt mere sirup, hvis du ønsker en sødere kage. Fordel cremen i den forbagte tærtebund, og bag tærten ved 200 grader i ca. 35 minutter eller indtil fyldet har sat sig. Lad tærten køle helt af inden den serveres.
Inden servering kan den pyntes med pekan- eller valnødder. Du kan servere flødeskum til tærten, og ønsker du en mælkefri udgave, så kan du jo lave kokosskum i stedet – læs mere om det her.
*****************
HUSK: Du kan købe min kogebog “MIT GRØNNE KØKKEN“. I bogen finder du 80 velsmagende retter med det grønne som omdrejningspunkt. Glæd dig til klassiske salater, lune salater, skønne supper, varme retter og lækkert tilbehør, men også til et kapitel om grøn morgenmad. Fokus er grøntsager, velsmag og sundhed, og der er noget for enhver smag i bogen, og deruover er opskrifterne nemme at gå til. Bogen er også fyldt med gode tips til, hvordan du på en overskuelig måde kan få spist mere grønt i hverdagen – der er en guide til hvilke type kød og fisk retterne passer godt til og en sæsonguide, så du nemt kan se, hvornår hvilke grøntsager er i sæson.
4 kommentarer
Hvor ser den bare lækker ud – har faktisk et græskar eller to liggende, så måske man skulle prøve denne opskrift :)
God idé – det vil du ikke fortryde :-)
Jeg skal tømme et græskar i morgen – tror du indholdet fra et vel-voksent Halloween græskar kan bruges til denne tærte?
Helt sikkert. Det har dog ikke så meget smag… men kan sagtens bruges :-)