Så fik jeg testet min donutform endnu engang med to omgange bagte donuts med henholdsvis kanel og sukker, og lakrids og hindbærstøv. Begge hold blev rigtig gode, men bærer selvfølgelig præg af, at de er bagte og ikke stegte. Men så længe de bliver spist, mens de er friskbagte, smager de rigtig skønt i selskab med en god kop kaffe. Jeg har testet to forskellige slags deje, en hurtig og en knap så hurtig – der er ikke den store forskel, udover at den hurtige ikke bliver helt så luftig som den anden.
Bagte donuts med kanel & sukker, 6 stk. :
Dej:
10 g gær
3/4 dl mælk
1 spsk smør
1 æg
2 spsk sukker
salt
ca. 225 g hvedemel
Topping:
20 g smør
1 tsk kanel
2 spsk sukker
Lun mælk og smør i en gryde og hæld det over gæren. Rør gæren ud og tilsæt æg, sukker og salt. Tilsæt mel lidt ad gangen og ælt dejen indtil den er smidig – dejen må ikke være tør, men skal være en smule klistret. Lad dejen hæve et lunt sted i ca. 1,5 time.
Når dejen har hævet, deles den i 6 stykker og hvert stykke trilles til en lang pølse, som kommes i en smurt donutform. Bag dem ved 175 grader i ca. 8-10 minutter. Tjek efter 8 minutter, da de endelig ikke må få for lang tid. Imens de er i ovnen, smeltes smørret i en gryde, og kanel og sukker blandes sammen i en skål. Når donuts’erne er færdige og kølet en anelse af, dyppes de i smeltet smør og dernæst i kanel-sukkerblandingen.
Bagte donuts med lakrids & hindbærstøv, 6 stk.:
Dej:
120 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
et nip salt
1 æg
1 spsk olie, neutral
1 spsk honning
1 spsk lakridssirup, salt
1 spsk mælk
Topping:
4-6 spsk flormelis
vand
frysetørrede hindbær
Bland først de tørre ingredienser sammen i en skål. Derefter røres de våde ingredienser i, og dejen røres indtil den er ensartet og en anelse klistret. Kom dejen i en sprøjtepose og sprøjt dejen ud i en smurt donutform. Bag dem ved 180 grader i ca. 8 minutter eller indtil de er gyldne – de må endelig ikke få for meget, så hold øje. Imens de er i ovnen, laves glasuren. Rør flormelis og vand sammen indtil det har en rigtig tyk konsistens. Køl donuts’erne en smule af og kom glasur på toppen. Hak en smule frysetørrede hindbær rigtig fint eller brug en sigte til at presse hindbærstøv ud igennem og drys det ovenpå glasuren.
Hvis du ikke har en donutform, kan du prøve at sprøjte dej-ringe ud på en bageplade i stedet. Jeg har ikke selv prøvet det, men tænker at det sagtens kan lade sig gøre. De bliver sikkert ikke lige så ensartede som i en form, men mon ikke de smager lige så godt.
8 kommentarer
Dine donuts ser rigtig lækre ud – jeg vil i hvert tilfælde meget gerne komme på besøg i din donutfabrik :O)
Du skal få donuts næste gang du kommer på besøg :-)
Hvor er de fine! Er de svære at lave?
De er super nemme, hvis du har en donutform :-)
Hey, just discovered your blog via pinterest. Beautiful blog with mouthwatering recipes! Bye Susanne
Thanks :-)
Kære Ditte
Tak for nogle fantastiske opskrifter. Hvor har du købt donutforme henne?
KH Maria
Hej Maria, Jeg har købt min donutform her: http://hellebergs.com/nyheder?catalogue_selected=393538_38940 :-)