Jeg er efterhånden blev spurgt en del gange om, hvor jeg køber mine special-produkter, som jeg bruger i mange af mine opskrifter, specielt i min bog “Sunde Søde Sager”. Derfor kommer her en liste over hvilke produkter jeg bruger, og hvor de kan købes.
Kokosolie:
Kokosolie findes i mange varianter og er en rigtig sund olie, som har en mild smag og duft. Olien kan bruges til bl.a. stegning og bagning og kan tåle at blive opvarmet til en høj temperatur uden at danne transfedtsyrer. Olien bliver hård i køleskabet og flydende ved stuetemperatur. Gå efter de uraffinerede og koldpressede udgaver af kokosolie. Kokosolie kan købes i de fleste supermarkeder og helsekostbutikker
Kokossmør/creamed coconut:
Kokossmør eller creamed coconut er sammenpresset kokosnød. Du kan lave det selv eller købe det færdiglavet i helsekostbutikker. Kokossmør er rigtig godt til fx smoothies, gryderetter eller som en slags glasur.
Mandelsmør:
Mandelsmør er egentlig bare mandler, der blendes i lang tid, indtil de får konsistens som smør. Du kan sagtens lave det selv, men det kræver en kraftig blender eller foodprocessor. Hvis du køber færdiglavet mandelsmør, så husk at tjekke varedeklarationen, og sørg for at der ikke er tilsat sukker i. Mandelsmør kan bruges på brød, i grød og smoothies eller til kager og bagværk. Mandelsmør kan købes i større supermarkeder og helsekostbutikker.
Jordnøddesmør:
Jordnøddesmør eller peanutbutter er – på samme måde som mandelsmør – jordnødder der blendes i lang tid, indtil de får konsistens som smør. Du kan sagtens lave det selv, men det kræver en kraftig blender eller foodprocessor. Hvis du køber den færdiglavede udgave, så husk at købe jordnøddesmør uden tilsat sukker. Langt de fleste økologiske varianter er lavet udelukkende på jordnødder. Kan købes i de fleste supermarkeder og helsekostbutikker.
Raw kakao:
Rå eller raw kakaopulver er kakaopulver, der ikke er opvarmet over 40 grader – derved bevares den høje koncentration af antioxidanter. Rå kakaopulver er naturligvis bedst at bruge til retter, som ikke skal opvarmes for at bibeholde næringsstofferne. Jeg foretrækker rå kakaopulver, både i kolde og varme retter, da jeg er vild med kakaopulverets intense smag. Du kan sagtens bruge almindelig, usødet kakaopulver i stedet. Rå kakao kan købes i helsekostbutikker eller raw butikker/spisesteder.
Kakaonibs:
Rå, økologiske kakaonibs er små stykker af kakaobønnen og har en sprød konsistens og en lidt bitter smag. Kakaonibs kan bruges til desserter, i mysli, på morgengrøden og alverdens andre gode ting. I kraft af den minimale behandling af bønnerne, bevarer de deres naturlige indhold af antioxidanter og masser af mineraler og vitaminer. Kakaonibs er fri for tilsat sukker, mælkeprodukter og gluten. Kakaonibs kan købes i helsekostbutikker og nogle specialvarebutikker.
Soltørrede dadler:
Tørrede dadler er ekstremt søde og kan bruges som slik eller tilsættes i kager, desserter, konfekt og meget andet. Dadler bidrager med en lang række vitaminer og mineraler og er en god kilde til antioxidanter og fibre. Desværre har dadler et højt energiindhold, da de har et meget højt naturligt sukkerindhold og bør nydes i små mængder. Dadler kan købes i de fleste supermarkeder, grønthandlere og helsekostbutiker.
Rå lakridspulver:
Lakridspulver er rigtig godt i både det søde og det salte køkken. Rå lakridspulver indeholder ingen tilsætningsstoffer eller gluten. Lakridspulver kan købes i større supermarkeder, Magasin og specialvarebutikker.
Ren vaniljepulver:
Vaniljepulver har en skøn aromatisk smag og er stort set det samme som vaniljestænger, bare nemmere. Vaniljepulver er 100% ren vanilje og er derfor uden tilsat sukker. Ren vaniljepulver kan købes i mange supermarkeder og helsekostbutikker.
Chiafrø:
Chiafrø er udråbt som superfood, og er Mayaernes ord for ’styrke’. De små frø har et rigtig højt indhold af fibre og kan absorbere og holde på 12 gange sin egen vægt i væske, hvilket gør det til en stor fugtgiver. Chiafrø indeholder 30% essentielle fedtsyrer, hvilket er planterigets verdensrekord. Frøene indeholder to gange så meget protein som andre frø og fem gange så meget kalcium som mælk. Chiafrø kan købes i helsekostbutikker.
Kokossukker:
Kokosukker eller kokospalmesukker udvindes fra kokospalmens blomstersaft og har en dejlig smag, som minder om brun farin. Kokossukker er forholdsvis dyrt, men heldigvis skal der kun bruges små mængder i mine opskrifter. Kokossukker indeholder stort set samme mængde kalorier som almindeligt sukker, men har et meget lavt glykæmisk indeks, hvilket betyder, at det tager længere tid at fordøje end almindeligt sukker og giver derfor en mere jævn blodsukkerstigning. Kokossukker har et indeks på omkring 35, hvilket kan sammenlignes med almindeligt sukker, hvis indeks ligger omkring 73. Det er også rigt på mineralindhold såsom kalium, magnesium, zink og jern, samt indeholder flere typer af B- og C-vitamin. Kokossukker kan købes i større supermarkeder og helsekostbutikker.
Ahornsirup:
Ahornsirup fremstilles af ahorntræets safter, der tappes ved at lave hul i stammen og opsamle saften, som pibler ud af hullet. Siruppen har en sød og aromatisk smag af karamel. Igen har ahornsirup et lavere glykæmisk indeks end almindeligt hvid sukker og er derfor at foretrække – husk at tjekke at siruppen er 100% ahornsirup. Kan købes i supermarkeder og helsekostbutikker.
Yaconsirup:
Yaconsirup er forholdsvis nyt herhjemme, men er blevet brugt som sødemiddel i Andesbjergene i århundreder. Siruppen udvindes fra yaconroden uden opvarmning og har en kraftig smag, som minder om honning og karamel. Yaconsirup har et utrolig lavt glykæmisk indeks på 3, hvilket betyder, at det stort set ikke influerer på blodsukkeret. Kan købes i helsekostbutikker, primært online.
Ris malt sirup:
Jeg bruger ris malt sirup til at søde mine kager og dessert med, og grunden til jeg bruger denne type sirup er, at det er lavet udelukkende på fermenteret ris, og indeholder en blanding af komplekse kulhydrater (glucose og maltose) og ingen fruktose. Problemet med fruktose er, at det bliver opbevaret i leveren, og overskydende fruktose bliver omdannet til fedt. Derfor prøver jeg at minimere mit indtag af fruktose, og bruger ris malt sirup som sødemiddel. Siruppen er stadig en form for sukker og ikke et low carb produkt, men det optages langsommere i blodet end alm. sukker, og giver derfor ikke store udsving i blodsukkeret.
Rismaltsirup er fremstillet af ris og spiret byg. Siruppen er uden tilsat sukker eller hvede, har en dejlig tyk konsistens og smager mildt og sødt. Ris malt sirup kan købes i helsekostbutikker, primært online – husk at tjekke ingredienslisten, da siruppen kun skal indeholde ris, byg og vand. Hvis du ikke kan skaffe ris malt sirup, så kan du i stedet bruge fx. Yacon sirup eller en god, ubehandlet honning.
Kokosfibermel:
Når de friske kokosnødder er koldpresset for olien, tørres kokoskødet nænsomt og fintmales. Kokosfibermel er næsten uden kulhydrater og med et meget højt indhold af kostfibre og protein. Kokosfibermel kan købes i større supermarkeder og i helsekostbutikker.
Alm. revet kokosmel:
Tørret, revet kokos, som er dejligt at bruge til kager, bagværk eller i mysli. Kokosmel kan købes i alle supermarkeder. Der kan være rigtig stor forskel på indholdet af kulhydrat i kokosmel, så tjek varedeklaration, hvis du gå op i indholdet af kulhydrat – jeg har set det variere helt fra 4 g til 24 g kulhydrat pr. 100 g kokosmel.
Mandelmel:
Mandelmel er et rigtig godt alternativ, hvis du vil undgå hvedemel. Mandelmel kan købes færdigmalet, men er også nemt at lave selv, da det udelukkende består af fintmalede, smuttede mandler. Det egner sig rigtig godt til bagning, er glutenfrit og rig på protein og fibre. Mandelmel har et meget lavt glykæmisk indeks og indeholder få kulhydrater. I bogen “Sunde Søde Sager” bruger jeg almindelig mandelmel, og ikke den fedtreduceret variant. Mandelmel finder du i helsekostbutikker og større supermarkeder.
Rå honning:
Honning er et naturprodukt, som fås i mange varianter, men jeg vil anbefale at gå efter de uopvarmede varianter, da koldslynget honning har bevaret de gavnlige enzymer og næringsstoffer. Honning har et glykæmisk indeks på ca. 75 og skal derfor bruges i små mængder. Kan købes i helsekostbutikker.
Sukrin melis:
Sukrin er kaloriefrit og findes i flere udgaver. Sukrin er et sødemiddel med erytritol, som er gæret druesukker, omdannet til en sukkeralkohol. Sukrin melis ligner flormelis og smager også lidt sådan. Sukrin har en kølig eftersmag, som især kommer ved indtag af sukrin i store mængder. Det gode ved sukrin er, at det har et glykæmisk indeks på 0 og påvirker dermed ikke blodsukkeret. Kan købes i helsekostbutikker.
Sukrin gold:
Sukrin gold er gyldent og har en lækker smag – det minder om brun farin i både smag og udseende og indeholder blot 15 kcal pr. 100 gram. Sukrin gold er sammensat af flere naturlige sødestoffer, bl.a. et ekstrakt fra Stevia-planten. Kan købes i helsekostbutikker.
Her er mine fortrukne helsekostbutikker på nettet: Netspiren, Helsam, Naturesource og Raw and more.
I min bog “Sunde Søde Sager” kan du bl.a. finde opskrifter på alle disse lækkerier:
Kakaomousse med avocado og kakaonibs
Lagkage med hindbærskum og saltet dadelkaramel
Kokostærte med chokoladefyld – bountytærte
Bagt ostekage med jordbær
Panna cotta med vanilje-rabarber
PALEO chokomousse med kaffe
2 kommentarer
Hej Ditte,
Jeg mødte dig til eventet ‘Vi bager for Palæstinas børn’, hvor jeg spurgte dig, om du havde nogle af dine bøger med, så man kunne købe dem der.. :)
Men nu vil jeg blot sige, at jeg har købt både ‘Sunde søde sager’ og din bog ‘Salater fra The Food Club’ og sikke nogle skønne koge/bage-bøger! Jeg glæder mig meget til at afprøve flere af dine opskrifter fra begge bøger.
Og Tak for din liste over de produkter, der bliver brugt i opskrifterne.
God weekend –
Kh Marianne
Kære Marianne, Dejligt du kom til vores event, og jeg håber du fik smagt på alle de gode kager. Hvor er jeg glad for, at du har købt mine bøger – jeg håber de falder i din smag. Ha’ en rigtig god søndag.