Det er simpelthen alt for lidt jeg får bagt for tiden – jeg har travlt med alverdens projekter og tiden flyver afsted. Lige nu kunne jeg ærlig talt godt spise et stykke chokoladetærte til min kop kaffe, men den må jeg drømme mig til, for det er efterhånden et stykke tid siden jeg bagte den.
Opskriften var egentlig tænkt til et nyt bogprojekt, men jeg har valgt at dele den her på bloggen i stedet. Tærten er både gluten- og mælkefri, og indeholder kun en smule sukker fra den mørke chokolade og dadlerne. Jeg brugte en mørk chokolade 85% (sødet med kokossukker), men du kan vælge din favoritchokolade til tærten. Tærten bliver ikke super sød, så hvis du ønsker en sødere udgave, så brug en lysere chokolade eller tilsæt flere dadler.
{ Chokoladetærte }
4-6 personer
Tærtebund:
100 g alm. mandelmel
2 spsk kokosfibermel
2 spsk kakaopulver
1 æg
4 spsk kokosolie (ca. 40 g), blødt
Fyld:
1 ds kokosmælk
2 stilke rosmarin
100 g mørk chokolade, 85%, smeltet
6-8 bløde dadler, uden sten
havsalt
Tænd ovnen på 175 grader. Bland mandelmel, kokosfibermel og kakaopulver i en skål. Rør æg og blødt kokosolie i. Ælt dejen med hænderne, til den har konsistens som en tærtedej. Dejen kan være en smule svær at rulle ud, så det nemmeste er at presse dejen ned i tærteformene med hænderne. Brug en tærteform med løs bund, fx. en aflang tærteform. Bag bunden i ca. 25-30 minutter, indtil den er gylden og sprød.
Tag det øverste lag kokoscreme fra kokosmælken – hvis kokosmælken ikke har delt sig i kokoscreme og kokosvand, så kan du stille dåsen på køl. Smelt kokoscremen i en lille gryde sammen med rosmarin, og lad det derefter køle helt af. Tag rosmarin op og kassér det.
Smelt den mørke chokolade, og kom den i en blender sammen med den smeltede kokoscreme og de bløde dadler – blend indtil du har en ensartet og glat creme – smag til. Fordel cremen i den afkølede tærtebund og drys med et nip havsalt. Stil tærten på køl indtil cremen har sat sig.
1 kommentar
This tart looks fantastic and I love your photos and styling! Definitely something I need to try!