Der er måske nok en lille overvægt af kager og søde sager på bloggen disse dage, men jeg lover der snart kommer masser af sunde og grønne opskrifter. I mandags var jeg i Go’ morgen Danmark og trylle sommerkager med bær frem, og det bragte stor lykke i studiet. Udover denne lækre chokoladekage lavede jeg også en blåbærmåne og en jordbærtærte.
{ Chokoladekage med kirsebær }
6-8 personer
Ingredienser:
250 g mørk chokolade, 70-85%
150 g smør
5 æg
1 dl kokossukker (eller alm. sukker)
½ tsk bagepulver
100 g friske kirsebær
Crème:
200 g mascarpone
4 spsk yoghurt eller skyr
1 spsk honning
korn fra 1 vaniljestang
Pynt:
friske kirsebær
Smelt chokolade og smør sammen ved svag varme. Del æggene i hvider og blommer, og pisk hviderne stive. Pisk æggeblommer sammen med kokossukker, til det bliver luftigt. Vend chokoladeblandingen i æggeblommerne sammen med bagepulver. Rør dejen godt sammen, og vend forsigtigt æggehviderne i sammen med udstenede og halverede kirsebær. Hæld dejen i en springform, beklædt med bagepapir, Ø 22 cm.
Bag kagen i ovnen ved 175 grader i ca. 30-40 minutter, eller til den er gennembagt – pas dog på, at kagen ikke bliver bagt for meget.
Rør alle ingredienserne til cremen sammen, og smag den til. Når kagen er helt kold fordeles cremen på kagen og pyntes med kirsebær inden servering.
TIP: Kagen kan sagtens laves dagen i forvejen og opbevares på køl, indtil den skal serveres. Den er bedst når den er helt kold og har sat sig på køl.
*****************
HUSK: Du kan købe min kagebog “Sunde Søde Sager” lige her. Bogen er delt op i 7 kapitler og indeholder mere end 75 opskrifter på sundt sødt. Alle bogens opskrifter er uden hvidt, raffineret sukker og hvedemel, og hvis du enten spiser efter LCHF- eller Paleo-principperne, så er en del af opskrifterne forsynet med et ikon, så du trygt kan give dig i kast med dem. Hvis du blot er ude efter at reducere dit sukkerindtag og fx fokusere på at få en smule mere fuldkorn, så er der også noget for dig. Der er både opskrifter til de voksne, et kapitel til de sunde, søde børn og masser af glutenfrie lækkerier.
4 kommentarer
Mmm, chokolade og kirsebær er simpelthen den herligste kombination. Jeg forsøgte mig engang med chokoladekarameller med friske kirsebær, men det faldt ikke helt heldigt ud pga. bærrenes vandindhold, så nu holder jeg mig til forêt noire og andre kager med de to ingredienser.
Ja – jeg er også vild med kombinationen, og det lyder ellers lækkert med karameller med kirsebær :-)
Dejligt med masser af kager på bloggen :-)
Jeg så med i Go’ morgen Danmark, du er SÅ sej!
Jeg har bagt din jordbærtærte, og den vakte jubel, mega lækker.
I ferien glæder jeg mig til at prøve opskrifterne på både chokoladekagen og blåbærmåne :-)
TAK, Inger – tror blåbærmånen vil falde lige i din smag :-) Vi ses snart!