Idéen til disse frokost/pizzabrød opstod da jeg så nogle lignende hos en bager i Barcelona. Nu har jeg prøvet at kopiere brødene, dog uden at have smagt de originale, men mine blev super sprøde og lækre – perfekt til frokost eller som tilbehør til f.eks. suppe eller sommerens grillmad.
Bunden er lavet efter min opskrift på pizzadej, men denne gang brugte jeg min nye bagesten – ja, så fik jeg lige nævnt, at jeg har fået en bagesten. Den fik jeg i gave af min kære mand og jeg skulle selv gætte hvor gaven var, hvilket var ret svært, da jeg ikke lige tænkte, at ovnen var et oplagt sted :-). Nå, men jeg er vældig begejstret for stenen og jeg synes at kunne mærke og smage forskel på mit brød – det bliver i hvert fald mere sprødt end tidligere, så jeg kan allerede nu anbefale at skaffe en sådan sten.
Fyldet til pizzabrødene, kan varieres som man lyster, men min favorit blev den med stegte rødløg, babyspinat og pinjekerner – meget lækker kombination. Derudover lavede jeg en med tun, syltede peberfrugt fra Barcelona og stegte rødløg, mens den sidste var helt simpel med revet lagret cheddar, frisk rosmarin og sort peber.
Alle brødene fik en sjat olivenolie inden afgang i ovnen, hvor de blev bagt med fuld skrue på varmen i ca. 10 minutter.
8 kommentarer
Ej hvor ser de sprøde ud, fed kombi men pinjekerne og spinaten, tak for det fine tips perfekt til picnic! Ha en dejlig aften!
Dejlig ide med picnic – det er præcis det de skal bruges til ;-)
Elsker altså bare den måde du tager billeder på. Alt ser bare så rigtig lækkert ud ! :)
Tusind tak for din søde kommentar Didda!
Nøj det ser godt ud… hvor køber man sådan en bagesten? og er det lige meget hvilken én man køber? (nu ved jeg godt det var en gave, men det kan jo være du også har været nysgerrig)
Der findes forskellige slags bagesten, men min er lavet af støbejern, hvilket fungerer rigtig godt. Den er købt i Metro til ca. 300 kr. De kan nogle gange findes på tilbud rundt om i supermarkederne :-)
Ååh, jag kunde inte låta bli att göra dem… Super, super goda! Hade ingen spenat hemma utan det blev broccoli i stället… Fungerade helt ok :-) Kommer att lagas många, många gånger i sommar! Ha det gott! :-)
Lækkert med broccoli – god idé!