Sidste weekend blev tilbragt sammen med min storesøster, som deler samme passion for mad som mig. Når vi er sammen, så nørder vi mad, deler nye idéer, tips og tricks…. og spiser masser af god mad. Det er altid ren forkælelse når jeg besøger hende og jeg nyder det i fulde drag. Min søster var i rigtig mange år vegetar og har de sidste par år levet vegansk, hvilket gør det endnu mere spændende at besøge hende, for hun tryller altid nye og lækre veganske genialiteter frem.
Til morgenmad lavede vi disse morgenmads-bowls – vi er nemlig enige om, at vi kunne spise alle vores måltider i en skål – og pyntede dem med alverdens gode sager; bl.a hjemmelavet soyayoghurt, frugt, granola, spirulina og bagt havregrød. Det er så længe siden jeg har lavet bagt havregrød, og havde helt glemt hvor godt det smager – jeg har en opskrift i én af mine kogebøger, som minder en smule om den min søster lavede til mig – min er dog ikke vegansk, men jeg vil dele den med jer alligevel, og så kan I freestyle med forskellige slags toppings og tilbehør.
{ Bagt morgengrød med sommerbær }
2-4 personer
75 g havregryn (eller fx. quinoaflager)
3 spsk ahornsirup
1 moden banan, most
2 spsk kokosolie
40 g cashewnødder eller mandler, grofthakkede
40 g græskarkerner eller solsikkekerner
1 tsk ren vaniljepulver
1 tsk bagepulver
2 æg
1 dl mælk, fx mandelmælk, havremælk eller alm. mælk
200 g frosne jordbær, hindbær, blåbær eller brombær
Rør alle ingredienserne godt sammen, undtagen de frosne bær. Fordel bærrene i fire små ildfaste skåle eller et stort fad. Fordel “dejen” ovenpå bærrene, og bag dem ved 180 grader, varmluft, i ca. 30 minutter, eller indtil de er gyldne og sprøde på toppen. Server dem lune med fx. en skefuld yoghurt, frisk frugt og en smule finthakkede nødder på toppen.
6 kommentarer
Det var simpelthen så dejligt med søsterhygge, og god mad :) Altid dejligt at have en at lave med til, og at kunne inspirere hinanden til nye, spændende opskrifter <3
Og ja, mad skal helst spises af en skål :D
Knus fra mig <3
Lige præcis! Glæder mig allerede til næste gang… og skal snart lave denne slags morgenmadsbowle igen :-)
Hvad er det grønne/turkise ?
Yoghurt rørt sammen med spirulina :-)
Hvor længe kan de holde sig, så de stadig er lækre? :-)
De kan holde sig 1-2 dage, men vil anbefale at opvarme dem igen :-)