Så fik jeg langt om længe bagt de små, populære macarons og det var slet ikke så slemt som ventet. De blev ikke perfekte, men det er vel også charmerende, at de ser hjemmelavede ud…
Min første portion macarons blev det sikre valg, hvilket vil sige, at jeg ikke kastede mig ud i nogle vilde farver eller smage, men valgte at tilsætte kaffe til bundene og mørk chokolade til cremen – det blev super skønt og smagen var intens og blød.
Da det var min første gang, fulgte jeg denne opskrift til selve dejen meget nøje og lavede min egen creme.
Kaffemacarons med mørk chokolade, 12 stk.:
Makronbunde:
43 g smuttede mandler
75 g flormelis
1 tsk instant kaffe
1 æggehvide
25 g sukker
Creme:
100 g mørk chokolade, ca. 70%
1 dl piskefløde
Kom de smuttede mandler i en blender og blend dem til fint mandelmel – tilsæt flormelis og kaffe og blend igen. Pisk æggehviden til den næsten er stiv, tilsæt sukker og pisk videre indtil æggehviden er helt stiv og skinnende. Vend mandelblandingen i æggehviden og kom blandingen i en sprøjtepose med en rund tyl – jeg kunne ikke finde min runde tyl, så jeg klippede bare hul i posen og sprøjtede forsigtigt dejen ud, så det kan altså godt lade sig gøre.
Sprøjt 24 små cirkler ud på en bageplade med bagepapir og lad dem stå ved stuetemperatur i ca. 30 minutter, hvorefter de bages ved 160 grader i ca. 12 minutter.
Mens bundene er i ovnen, laves cremen. Hak chokoladen groft, kog fløden op og hæld den over chokoladen. Rør det forsigtigt sammen indtil blandingen er helt ensartet og skinnende – lad det køle en smule af i køleskabet.
Når bundene er bagt kan de forsigtigt løsnes fra bagepapiret. Kom chokoladecremen i en sprøjtepose og fordel cremen på halvdelen af makronbundene og top med den øvrige halvdel.
24 kommentarer
De er sååå fine, Ditte! Sejt!
Tak Maja – og tak for den skønne inspiration :-)
Kaffe og chokolade går altid vel hånd-i-hånd. Og fine er de!
Er det perfektionen der har holdt dig fra at lave dem tidligere? Sådan har jeg det lidt med konditori-verdenen, men det er jo noget fis, for ja, hjemmegjort er afgjort meget charmerende! Og i sidste ende er det jo smagen det handler om, ikk´?
Tusind tak, Nada! Jeg er ikke særlig perfekt i et køkken – vil kalde min stil tilfældig og til tider rodet.. Men som du selv skriver, så handler det jo om smag :-) jeg troede macarons var enormt besværlige, men de var overraskende nemme at lave, så dem vil jeg klart lave en anden gang. God weekend til dig.
wow, hvordan kan du lave dem saa flotte?? og saa i 1. omgang. Respekt!
http://www.agoodiebag.blogspot.com
Det var vist held – eller måske fordi jeg fulgte en opskrift, hvilket jeg normalt er utrolig dårlig til :-)
De er da godt nok blevet flotte! Jeg har endnu aldrig hverken bagt eller smagt macarons – er det noget du vil anbefale?:) Tror du man kan undlade kaffen, hvis man ikke bryder sig om kaffe, eller er det ikke en særlig kraftig kaffe-smag den får?:)
Mange tak – jeg vil helt sikkert anbefale dig at prøve macarons. Du kan sagtens undlade kaffe og lave dem udelukkende med chokolade. Det gode ved macarons er, at du kan tilsætte alverdens smagsgivere, så det handler bare om at være kreativ :-)
Hvor er det flotte! Og jeg elsker kaffe, så de må være lige noget for mig. Faktisk har jeg aldrig smagt macarons, men det kunne da være, at jeg skulle kaste mig ud i at lave dem her :)
Du skal helt sikkert kaste dig ud i disse godbidder – du kan variere smagen som du ønsker, men kaffe og mørk chokolade er super lækkert sammen.
De blev da ganske flotte! De kan være svære at lave første gang, så det er ret godt gået. Lyder super godt med kaffe-chokolade kombinationen.
Tusind tak, Camilla. Smagen var i top og så må jeg arbejde lidt mere på udseendet næste gang ;-)
“Dittes første macarons” Wauv.. de ser himmelske gode ud…
Smukkere fåes de bare ikke :))
Tusind tak, Birgit
you are so lucky you succeed in kitchen with the macarons, i’m french and for me it’s always a fail!!
they are nice and look very tasty
Try my recipe – it’s very easy :-)
Hej Ditte…
Hold nu op, en fantastisk blog du har. Meget,meget inspirerende:)
Jeg er “pinner” på Pinterset og jeg vil høre om jeg må pinne om din blog? billeder og lign? Der vil hele tiden stå at det kommer fra dig og din blog. Men jeg synes at ikke mindst de fantastiske billeder fortjener at blive delt:)
Mvh
Maria Bach
Hej Maria, dejligt du følger med – du kan tro det er ok, at du pinner mine billeder ;-)
Tusinde tak :)…og god weekend:)
Velkommen til Pinterest ! Håber at det falder i din smag :)
Fantastisk – tak :-)
Fantastiske billeder og opskrifter du laver – hvor længe kan macarons holde sig i en lufttæt boks. Skønt hvis de kan laves et par dage før man skal bruge dem :)
Mange hilsner
Trine
Hej Trine, macarons er efter min mening bedst samme dag eller dagen efter, men hvis du opbevarer makroner og fyld hver for sig, kan det sagtens holde et par dage :-)
Hold da op hvor ser de lækre ud Ditte! Jeg laver ofte selv macarons og alle elsker dem :-) Jeg laver dem dog med italiensk marengs og så opbevarer jeg den bagte, men ufyldte macaron i kagedåser. Så er de lige til at tage frem og fylde når der kommer gæster forbi.
At jeg bruger en anden metode, skal dog ikke forhindre mig i at afprøve disse – tror det bliver i morgen :-D